I starten af 2022 åbner Vestjysk Bank et kompetencecenter, som alene er målrettet fiskerierhvervet. Det skriver Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.
Grundet bankens stærke tilknytning til det vestjyske, er fiskeriet en branche, hvor Vestjysk Bank igennem mange år har opbygget stor ekspertise og en betydelig kundeportefølje.
– Vi tror på dansk fiskeri og vil gerne være en endnu stærkere sparringspartner. Vi er ikke i tvivl om, at vores kunder vinder ved, at vores rådgivere nu bliver samlet i et stærkt fagligt miljø, hvor de kan tilbyde endnu bedre og mere specialiseret rådgivning. Det er en forretningsstrategisk indsats, som er et led i at styrke Vestjysk Bank som en endnu stærkere erhvervsbank, og det venter vi os meget af, fortæller adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen.
Det nye kompetencecenter åbner konkret den 3. januar 2022 og får tilknyttet fire specialiserede rådgivere samt fiskeridirektør Jørgen Eriksen, som tidligere har været filialdirektør i Thyborøn.
– Jeg har arbejdet meget med fiskerikunder og fulgt udviklingen i erhvervet i mange år. Fiskeriet er vigtigt ikke alene for de enkelte lokalområder, men for vækst og beskæftigelse i hele Midt- og Vestjylland. Samtidig består branchen i dag af store virksomheder, som bliver mere professionaliserede, og samtidig er styret af kvoter, som bliver vedtaget i EU. Det er komplekst og stiller større krav til os som finansiel partner. Derfor glæder jeg mig til at stå i spidsen for kompetencecentret, fortæller Jørgen Eriksen.