Onsdag, torsdag og fredag har den stået på DanFish-messe i Aalborg.
Tusindvis af gæster har været forbi de flere hundrede stande på messen, og der synes at være bred enighed om, at messen igen i år har været vellykket en af slagsen.
Søren Gade bød velkommen
Søren Gade (V), der er medlem af Europa-Parlamentet og næstformand for parlamentets fiskeriudvalg, holdt åbningstalen.
– Det er dejligt at være med, og jeg glæder mig til at få input til mit arbejde i Europa-Parlamentet, lød det i åbningstalen fra Søren Gade, hvor han slog et slag for, at det skal være attraktivt at være fisker.
– Fiskeriet er et vigtigt erhverv. Derfor skal vi også holde op med at genere fiskerne. Vi skal i stedet arbejde for at gøre det attraktivt at være fisker. Målet må være at sikre bedst mulige forhold for vores fiskeindustri, sagde han.
Flere spændende debatter
Messen har budt på flere spændende debatter, blandt andet om fiskeriets klimaindsats og om overvågning i fiskeriet.
I debatten om overvågning deltog blandt andre Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, og Thomas Christiansen, der er formand for Læsø Fiskeriforening.
De gjorde det begge klart, at de mener, at det vil være at skyde gråspurve med kanoner, hvis man indfører tvungen overvågning på danske fiskefartøjer.
Østersøen og besøg af TV2
Umiddelbart inden DanFish-messen blev skudt i gang, var EU-politikerne blevet enige om kvoterne for Østersøen i 2022, herunder en reduktion af torskekvoten med 88 procent.
Det kommer til at få alvorlige konsekvenser for fiskeriet i Østersøen, og blandt andre TV2 var derfor også forbi messen for at lave et længere indslag om dette, som kan ses her.
En mulighed for at mødes
Men selv om fiskeriet i disse år er presset på flere fronter, har der været en hyggelig stemning på messen.
For først og fremmest er DanFish-messen en anledning til, at de hundredvis af udstillere og tusindvis af gæster kan mødes, netværke og handle.
Årets DanFish-messe er den 27. af sin slags.
Den næste DanFish-messe holdes i 2023.