Fra politik til akvakultur: Jeg har altid haft en stor interesse for fødevarer

Som ny direktør i Dansk Akvakultur behøver René Christensen ikke slå knuder på sig selv. Passionen for fødevarer er nemlig intakt

Dansk Akvakultur har fået en ny mand ved roret. René Christensen, der i mange år sad i Folketinget for Dansk Folkeparti, har skiftet Christiansborg ud med havbrug, dambrug, RAS og skaldyr – et skifte, som han her efter de første måneder bestemt ikke fortryder.

For selvom indlæringskurven er stejl, når man på rekordtid skal lære alt om akvakultur, så har interessen for fødevarer altid været der.

– Jeg har altid haft en stor interesse for fødevarebranchen. Både landbrug, fiskeri, akvakultur osv., fordi jeg jo var formand for Folketingets Fødevareudvalg fra 2009 og frem. Så jeg behøver absolut ikke slå knuder på mig selv for at arbejde med akvakultur. Det er et super spændende erhverv, der skaber jobs i landdistrikterne og sikrer klimavenlige fødevarer, siger René Christensen.

 

En ny dør åbner

Og netop derfor fangede jobbet hans opmærksomhed, da han i efteråret stod ved en skillevej.

Til folketingsvalget gik det ned ad bakke for Dansk Folkeparti, og René Christensen blev ikke genvalgt. I stedet blev han ansat i partiet, og alt var sådan set på plads, men…

– Jeg har siddet i Folketinget i 15 år, og det har været en fantastisk tid, men nogle gange skal man jo passe på med at hænge fast med det yderste af kløerne. Når en dør lukkes, er der så ikke noget andet, der kunne være spændende? Og jo, så kom den her mulighed i Dansk Akvakultur. Jeg søgte stillingen og var så heldig at få den, lyder det begejstret fra direktøren.

 

Vækst og rammevilkår

Den politiske ballast og tæft slipper han dog ikke. Hos Dansk Akvakultur vil man nemlig gerne højere op på den politiske dagsorden, og den bold er den nye direktør klar til at gribe.

– Vi vil gerne have et større politisk fokus på at sikre vækst og gode rammevilkår for akvakulturen. Helt konkret vil vi gerne have mulighed for at producere flere fisk og skaldyr, for det er der, væksten ligger, samt fortsætte innovationen på foder og i produktionen, forklarer René Christensen, som også fremhæver den bæredygtige muslingeproduktion.

Mulighederne er mange, og det burde politikerne bestemt også kunne se en fidus i.

– Som jeg siger til mine tidligere kollegaer: Hvis vi vækster, så øger det produktionen i Danmark og dermed beskatningsgrundlaget – og så er der flere penge til velfærd, siger han.

 

Inspiration fra fiskeriet

Det lyder jo let og ligetil, men i praksis så er det ikke ”bare lige” at råbe politikerne op. Både danskernes og politikernes kendskab til akvakultur er begrænset, og der venter derfor en stor opgave i at fange deres opmærksomhed, hvis René Christensen skal i mål med visionerne.

– Jeg håber bestemt, at akvakulturen kan komme til at fylde noget mere og blive en del af både den offentlige og politiske debat. Så er det en politisk afvejning, om man vil følge vores ideer – men ved at komme mere til orde sikrer vi, at man træffer de politiske beslutninger ud fra et oplyst grundlag, siger han:

– Fiskerne har været dygtige til at sætte nogle dagsordner. Bl.a. også ved at samarbejde med grønne organisationer, som da Danmarks Fiskeriforening lavede et godt oplæg sammen med Danmarks Naturfredningsforeningen om urørt hav. Det er et skoleeksempel på et værdifuldt samarbejde. Selvom man ikke er enige i alt, kan man jo godt finde nogle fælles nedslag. Jeg tror ikke, at man skal være bange for modstand, så længe det er fagligt og nuanceret.

 

Venner eller fjender?

På samme måde håber René Christensen, at akvakulturen og fiskeriet kan finde fælles fodslag.

– Det kan vi bestemt. Vi har jo ingen afsætningsproblemer, så selvom vores produkter ligner hinanden, så er de ikke i konkurrence. Tværtimod. Efterspørgslen på fisk er så stor, at det ikke kan løses med vildtfanget fisk alene, så der er bestemt plads til os begge, og steder i fx afsætningsleddene, hvor vi kan samarbejde, siger han.

Det sker sådan set allerede i Foreningen Fiskebranchen, når formændene mødes over en kop kaffe eller i det københavnske, hvor både Danmarks Fiskeriforening og Dansk Akvakultur har kontorer.

– Og skulle markedssituationen ændre sig, så er jeg fortrøstningsfuld. For konkurrence kan bestemt være godt – så strammer man op og leverer et endnu bedre produkt, siger den nye direktør.