Gregers Jacobsen var godt nok ikke med fra den spæde start, da fiskerne på Læsø lagde kimen til det, der i dag kendes som Læsø Fiskeindustri, men han kender stadig hele historien om, hvorfor fabrikken i Østerby blev til dengang i 1963.
– Der var flere grunde til, at Læsø Fiskeindustri blev til. Den ene var, at der var et meget aktivt fiskeri på Læsø, men fiskerne skulle sejle en meget lang tur til auktionerne i Skagen, Frederikshavn eller Strandby for at komme af med fangsten.
Derfor ville de gerne kunne lande på Læsø, forklarer Gregers Jacobsen, der har været formand for Læsø Fiskeindustri siden 1994.
Inspireret af Skagen
Han fortæller, at en anden grund var, at fiskerne på Læsø blev inspireret af Fiskernes Industri i Skagen, der blev stiftet som et andelsselskab i 1960. Projektet viste, at fiskerne godt kunne stå sammen og skabe deres egen virksomhed.
– I Skagen var det et andelsselskab, hvor det her på Læsø blev til et aktieselskab. Der var behov for at få en tilstrækkelig startkapital, og derfor blev der åbnet for, at andre end kun fiskere kunne blive en del af projektet, fortæller han.
En anden årsag var, at i 1960’erne var kvinderne virkelig begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet, og der manglede arbejdspladser til damerne på øen i Kattegat, hvilket en fiskefabrik ville kunne løse.
Ud med fiskene
Dengang i 1963, da Læsø Fiskeindustri blev etableret, håndterede fabrik- ken såmænd primært konsumfisk. Der blev fileteret rødspætter og torsk, målrettet bl.a. det svenske marked.
– Hummerne kom egentlig for alvor først til omkring 1970, indtil da handlede det om at skære nogle fisk til især det svenske marked.
– Der blev fanget hummere fra starten af, men problemet var, at det var svært at holde dem friske. Derfor knækkede man halerne af og lagde dem på is. Men senere fandt vi en løsning, der gjorde det muligt at fryse
dem ned hele og give dem to års holdbarhed, uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Gregers Jacobsen.
I dag håndterer Læsø Fiskeindustri ikke længere fisk. Det skyldes, at der ikke blev landet nok fisk til fabrikken, hvilket gjorde, at Læsø var sidst på opkøbernes liste, så i slutningen af 00’erne gik man all-in på jomfruhummere. Fabrikken tilbyder at hjælpe fiskerne med at få fragtet fisk til auktionen i Strandby, men de står ikke for salg eller afregning.
Handler om vilkårene
Hvad fremtiden bringer ved ingen, men på Læsø frygter man ikke for markedet for jomfruhummere, da der er godt salg i de lækre skaldyr fra Kattegat – omtrent 95 procent af produktionen går til eksport.
– Bestyrelsen håber bare, at der stadig vil være fiskere i fremtiden. For råvarerne er derude, men det er vilkårene, som man giver fiskeriet, der er afgørende for, om en virksomhed som vores kan overleve, kommer det afsluttende fra bestyrelsesformanden i Læsø Fiskeindustri.