Esben Windfeld Lund har en vision om at være med til at skabe det, han kalder for en mere bæredygtig kystkultur. Han har med egne øjne set, hvordan kystsamfundene er ved at ændres pga. erhvervsafvikling, færre fisk, presset kystkultur og fordi havet, med hans ord, er på vej mod et miljø- og klimamæssigt kollaps. Han drømmer om en verden, hvor mængden af udfordringer er langt færre.
– I min utopiske verden er fisken tilbage, inklusiv de stationære. Vores kystnære fiskere ernærer sig langt mere bredt af naturkapitalen, man kunne kalde dem havbønder eller regenerative fiskere, forklarer Esben Windfeld Lund og fortsætter:
– Utopien ligger uden tvivl mange år ude i fremtiden, hvis man da forestiller sig at fange torsk i Kattegat som erhvervsfisker.
Drømmen om en verden, hvor vi forbruger mindre og tænker i mere cirkulærøkonomi, har fået Esben Windfeld Lund til at danne en forening, der netop tænker i nye baner med batteridrevne fartøjer, solceller og oplevelser i det kystnære Danmark.
– Projektet er måske nok utopi, men jeg tror også, det er en utopi at forsætte, som vi gør i dag, lyder det fra manden med visionerne.
Bundgarnsjollen Calypso
I det, man kan kalde for Esben Windfeld Lunds inspirations- og demonstrationsprojekt med kærlighed til havet, skal der også nogle arbejdsredskaber til – blandt andet et fartøj, der gerne skal inspirere andre til at tænke anderledes og mere grønt.
– Vi købte forrige år den her bundgarnsjolle, som vi kalder for Calypso, på otte bruttoregister tons i Gilleleje, som vi så sejlede her til Ebeltoft. Vi har efterfølgende fjernet en defekt Buick-motor og erstattet den med en batteripakke på 48 kW samt en elmotor og overvågning af systemet, siger han og fortsætter:
– Vi har vurderet, at vi, med den kapacitet kan sejle 10 timer ved økonomifart, hvilket er omkring tre knob. Det er jo ikke alverden i motorkraft, men det var det, vores økonomi strakte til. Og da det er en bundgarnsjolle og ikke trawler, behøver vi egentlig ikke alverdens fart. Vi vil også gerne udstyre jollen med mast og sejl, så vi i det mindste kan dække den sydvestlige del af Kattegat.
I øjeblikket er Calypso dog stadig på land, da Esben Windfeld Lund kæmper lidt med at få hydraulik og elektronik til at fungere.
Fremtiden for Calypso
I løbet af vinteren er det intentionen, at bundgarnsjollen med batterierne skal i vandet og færdiggøres, så den forhåbentlig er sejlklar til foråret og til at realisere Esben Windfeld Lunds mange drømme og visioner for fremtiden.
– Drømmen er at kunne drive et fiskeri efter forskellige arter som fjæsing, blæksprutte, konksnegle, krabber og sådan, men jeg har da også visioner for en mere bæredygtig kystkultur, hvor der tænkes på klima og miljø. Jeg kunne godt tænke mig at opdrætte nogle fisk på land og være med til at etablere nye biotoper ganske kystnært, f.eks. med østers og tang, siger han.
– Men først skal vi have Calypso på vandet og starte hele projektet op. Jeg glæder mig til – med Calypso – at afprøve og søsætte nogle af mine visioner og forhåbentligt kunne bidrage til at puste liv i erhverv, lokal kystkultur og natur, lyder det fra manden med den unikke bundgarnsjolle.