Stifterne af Skagenfood – som sælger frisk fisk direkte til forbrugere over hele Danmark – er nu officielt ude af ejerkredsen efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt Salling Groups opkøb af de sidste 10 procent af aktierne. Det skriver Fødevarewatch.
Godkendelsen blev givet efter en forenklet sagsbehandling, som vurderede, at opkøbet ikke hæmmer konkurrencen på måltidskassemarkedet.
Stiftere står fortsat for driften
Salling Group har dermed fuldt ejerskab af Skagenfood, som blev stiftet i 2001 af Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen. Parret vil dog fortsat stå for den daglige drift af virksomheden, som forbliver i Strandby. Der er ingen ændringer planlagt for virksomhedens setup.
Salling Group købte sig ind i Skagenfood i 2017 med en investering på 45 mio. kr. Skagenfood har leveret overskud i de fleste år siden stiftelsen og ejer desuden majoriteten af aktierne i den økologiske slagter- og færdigretproducent Bodebjerg Øko.
- Læs også: Skagenfood henter millionoverskud