Stopper al salg af opdrættet fisk

Det er ikke længere muligt at købe opdrættet fisk hos Clausens Fiskehandel i Aarhus

Jakob Clausen. Foto: Arkiv

I en pressemeddelelse og video på Facebook fortæller indehaver af P. Clausens Fiskehandel Jakob Clausen, at fra dags dato er det ikke længere muligt at købe opdrættet fisk i hans butik på havnen i Aarhus.

Fiskehandleren har længe sin givet sin mening, om især opdrættet laks fra Færøerne, til kende på de sociale medier – et produkt han indtil i dag har solgt i sin butik, men nu er det altså slut.

Han fortæller i videoen på Facebook, at det kan blive nådestødet for hans forretning at fjerne den opdrættede laks.

– Bare i filet af fersk laks fra Færøerne har vi solgt for 800.000 kroner alene i 2024. Det er en stor del af vores omsætning på fersk filet.

– Inkluderer vi de andre opdrættede arter som havbars og dorade, og produkter med opdrætsfisk i, så er der tale om en omsætning på 1,6 millioner kroner i 2024, fortæller han.

Jakob Clausen fortæller også, at han ikke forventer at vinke farvel til de 1,6 millioner kroner i indtægt i år, for så kan han lige så godt dreje nøglen om og vinke farvel til forretningen. Han håber, at kunderne er klar på at spise det, han kalder bedre fisk, som er vildt fanget fisk, og helst gerne dansk fisk. Fiskehandleren vil stadig have et stort udvalg af fersk fisk, skaldyr og andre fiskeprodukter på hylderne og i køledisken, de vil bare ikke komme fra opdrættede dyr.

Den aarhusianske fiskehandler fortæller, at fravalget af opdrættede fisk ikke vil have en indflydelse på priserne på hans andre produkter.

Fra 7. januar er det som sagt ikke længere muligt at købe fersk opdrættet fisk, og fra 1. februar 2025 vil det ikke længere være muligt at købe produkter eller frostvarer, hvori der er opdrætsfisk.

CO2-afgiften presser fiskeauktion: Forventer fald i omsætningen på en kvart milliard

Hanstholm Fiskeauktion forventer, at omsætningen på auktionen i år vil falde med en kvart milliard kroner på grund af CO2-afgiften

CO2-afgiften presser fiskeauktion: Forventer fald i omsætningen på en kvart milliard

Hanstholm Fiskeauktion forventer, at omsætningen på auktionen i år vil falde med en kvart milliard...