Når DanFish 2025 åbner dørene i Aalborg d. 7.-9. oktober, står en stærk dansk leverandørindustri klar til at præsentere løsninger, der bidrager til et mere effektivt og bæredygtigt fiskeri. Danske virksomheder leverer teknologier, der gør det muligt for fiskeriet verden over at fiske mere bæredygtigt, mindske spild, optimere ressourceanvendelsen og reducere klimaaftrykket.
81 danske virksomheder udstiller på Pavilion of Denmark i Hal H, som Danish Export Association står bag. Her finder man en bred skare af leverandører af alt fra fiskeriredskaber til procesudstyr.
– DanFish er og har altid været stedet, man skal være for at møde de vigtigste danske og internationale aktører inden for fiskeriet. Derfor har vi altid stor opbakning til den danske pavillon og kan igen i år melde alt udsolgt på standen, siger Martin Winkel Lilleøre, Head of Fish Tech i Danish Export Association.
De danske styrkepositioner bygger på årtiers erfaring med at udvikle specialiseret udstyr til både fangst og forarbejdning – fra præcisionsinstrumenter, der forbedrer sortering og kvalitet, til energieffektive pumper og kølesystemer, der sikrer længere holdbarhed og lavere energiforbrug. Netop disse løsninger understøtter den globale dagsorden om at skabe et mere ansvarligt fiskeri, hvor hver fanget fisk udnyttes bedre, og miljøpåvirkningen mindskes.
Med en kombination af innovation, kvalitet og fleksibilitet er danske leverandører derfor centrale samarbejdspartnere, når fiskeriindustrien verden over arbejder på at opfylde FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, især mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion samt mål 14 om livet i havet.
Besøgende på DanFish 2025 kan opleve de nyeste danske innovationer teknologier på Pavilion of Denmark, hvor virksomhederne står klar til at dele viden og finde nye samarbejdsmuligheder, der kan være med til at fremtidssikre fiskerierhvervet globalt.
Pavilion of Denmark er placeret i Hal H, Stand 800-892 på DanFish. DanFish finder sted d. 7.-9. oktober 2025 i Aalborg Kongres & Kulturcenter.