Markant nedgang i samhandel efter Brexit

Handelsbarrierer og toldregler, som kom med Brexit, har ramt både import og eksport af fisk og fiskeprodukter

Foto: Arkiv

Det er ikke kun adgang til hinandens farvande, som EU og Storbritannien diskuterede på sit topmøde. Også samhandel var et af de store emner, da der siden Brexit har været store udfordringer i forhold til toldregler og handelsbarrierer.

Der er ikke landet en aftale, men parterne har aftalt, at de i de kommende uger skal arbejde videre med problemet, som har ramt både import og eksport af fisk og fiskeprodukter.

Ifølge The Independent så faldt Storbritanniens eksport med 26 procent efter Brexit. Ser man på de danske tal fra Danish Seafood Association, så lader det også til, at Brexit påvirkede samhandlen mellem Storbritannien og Danmark.

I 2020 eksporterede Danmark for 1.115.687.871 kroner fisk og fiskeprodukter til Storbritannien, mens vi i 2021, hvor overgangsperioden ophørte, blot eksporterede for 730.928.375 kroner.

Også eksporten fra Storbritannien til Danmark blev ramt. Her skete det allerede op til Brexit med et faldt fra 550.458.681 kroner i 2019 til 285.790.842 kroner i 2021.

– Allerede et år inden begyndte man at indrette sig efter, at det nok ville blive besværligt. Derfor kiggede vi mod andre lande for at få den samme råvare. Det ser vi på rejer, hvor man kan omlægge til import fra fx Canada, forklarer Poul Melgaard, direktør for Danish Seafood Association:

– Vi mener udelukkende, at udviklingen skyldes Brexit. Der er ikke andre faktorer eller udsving på markedet, som kan forklare faldene.
Danish Seafood Association understreger, at både eksport og import er kommet sig en smule de seneste år. Men det er ikke på niveau med før Brexit. Det helt store problem med Brexit er told. Der er ikke told, hvis man blot eksporterer fisk og fiskeprodukter med oprindelse i Danmark.

– Men kommer fisken fra Færøerne eller Island og bliver forarbejdet i Danmark, så bliver produktet ramt af en told på op til 25 procent, når den skal til Storbritannien, forklarer Poul Melgaard.