Fiskeriformand stiller op til regionsrådet

Hvad har regionspolitik og fiskeri at gøre med hinanden? Mere end man måske lige skulle tro, lyder det fra Thomas Rahbek Sloth.

Thomas Rahbek Sloth håber på en plads i regionsrådet i Region Midtjylland. Foto: Privat

Et sundt og godt liv i udkanten er lige så vigtigt som et sundt og godt liv i midtbyen. Det er mantraet for Thomas Rahbek Sloth, når han går til valg om en plads i regionsrådet for Venstre i region Midtjylland.

Til daglig fungerer han som formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, og hvis nogen tænker ’hvad dælen har fiskeri og regionspolitik egentlig med hinanden at gøre?’, er det måske ikke så mærkeligt. For regionerne er mest kendte for at beskæftige sig med sundhed, psykiatri og hospitalsvæsen, men fiskeriet vil også få gavn af Thomas Rahbek Sloths kandidatur, påpeger han:

– Jordforurening hører også under regionerne, og det er deres opgave at få det renset op. Her i området har vi konkret Høfde 42, hvor Cheminova fik lov at udlede restaffald. Det påvirker også fiskeriet og tilliden til, at fisk langs vestkysten er sikre at spise.

Thomas Rahbek Sloth forventer, at en taburet i regionsrådet vil skabe et stærkere netværk i Venstre, fordi han kommer til at møde landspolitikere og kan lægge et tydeligere politisk pres den vej rundt. Udover jordforurening ser han frem til at arbejde med psykiatri og akutberedskab til yderområderne.

-Vi har set besparelser på akutberedskabet i vores område, fordi lægerne skulle bruges inde i Herning – og da regionen kom med melding om overskud på 77 millioner, skulle de gå til gratis parkering ved sygehusene. Det blev jeg lidt provokeret af. En forkert prioritering for mig at se. Jeg synes ikke, at regionerne kigger ud til kysterne – og det vil jeg gerne gøre noget ved.

Thomas Rahbek Sloth er selv født ved vestkysten – nærmere betegnet Hvide Sande, hvor hans morfar var skibsmaler og hans far havnebetjent. I dag bor han i byen sammen med sin kone og deres to døtre.

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte en række fiskeripolitiske emner

Fiskeridirektører mødtes med EU-kommissær

Direktørerne for DFPO og DPPO mødtes torsdag med EU’s fiskerikommissær Costas Kadis for at drøfte...