Når uheldet er ude til søs, kan hjælpen være mange timer væk. Derfor spiller viden om førstehjælp og håndtering af sygdom og skader en helt afgørende rolle, og den viden har underviser Keld Toft fra North Sea College i Thyborøn netop været i Grønland for at dele ud af.
Keld underviser til daglig kursister og kommende erhvervsfiskere i Medicinkiste B-kurser, men for nylig rykkede han undervisningen ud i det nordatlantiske. Her stod han i spidsen for et kursusforløb for grønlandske skippere og styrmænd, der ønskede at styrke deres kompetencer om bord på fiskefartøjer.
– Kursisterne var meget seriøse og engagerede, og det var en fornøjelse at mærke deres interesse for at blive endnu bedre rustet til at tage vare på hinanden om bord. Samtidig var det helt fantastisk at vende tilbage til Grønland og gense et sted, som betyder meget for mig, fortæller Keld Toft.
Det er langt fra første gang, Keld underviser i Grønland. Faktisk er det hans tredje besøg som underviser i landet – et sted, han har et særligt forhold til. I 12 år boede og arbejdede han i Grønland, blandt andet som stationssygeplejerske, og han kender derfor indgående de særlige udfordringer, grønlandske fiskere og sejlere møder i deres hverdag.
Selvom undervisningen foregår i anderledes rammer end i Danmark, og sprogbarrierer indimellem spiller ind, er Keld ikke i tvivl om, at opholdet har været en gevinst for både ham og kursisterne.
Med besøget i Grønland har Keld endnu en gang været med til at styrke de maritime kompetencer i Nordatlanten – og samtidig bygge bro mellem erfaringerne fra Thyborøn og virkeligheden på havet omkring Grønland.