Efter en bragende succes med at invitere danskere ombord til guidede ture på rejetrawleren S 486 Sajoni i Skagen gør man det igen i år.
I et samarbejde mellem Sajoni og Toppen Af Danmark kan man hver 14. dag fra 15. maj og frem til juli igen komme ombord, se rejekutteren og smage på de rejer, besætningen fanger.
Og det glæder ejer og fiskeskipper Henrik Terpet sig til.
– Det er bare meget bedre at komme ud og snakke med folk og svare på deres spørgsmål end alt det der Facebook-pis, der kører. Her kan vi få dem ombord og faktisk vise dem skibet og få svaret ordentlig på gode spørgsmål i stedet for det andet, siger han.
Toppen Af Danmark spurgte Henrik Terpet, om de havde lyst til at deltage igen, hvilket de rigtig gerne ville.
– Vi synes, vi fik så meget god feedback fra folk, som var meget interesseret i og overrasket over, hvordan det hele egentlig hænger sammen, siger han og tilføjer:
– Det kom for eksempel bag på mange, hvor mange regler vi er omfattet af, og hvor meget misinformation der sådan set er om fiskeriet.
Henrik Terpet har især fokus på, at man ikke har noget at skjule, få snakket med folk og fortælle, hvad de laver, og hvordan fiskeriet foregår.
Håbet er, at flere går derfra med et mere positivt syn på fiskeriet, og at det hele ikke behøver at være så negativt hele tiden.
Ombord kommer man også til at høre om, hvordan danske fiskere arbejder med havmiljøet, indsamler affald under fangstrejser og løbende udvikler bæredygtige fangstmetoder.
Til sidst er der mulighed for en smagsprøve på friskfangede Skagerrak-rejer, mens der er mulighed for at stille spørgsmål og høre om skipperens erfaringer med fiskeriet.