Fiskeriet har altid været tæt på 22-årige Magnus Trojel Christensen. Han er født og opvokset i Thyborøn, hans far har tidligere været erhvervsfisker, og de seneste fem-seks år har Magnus selv arbejdet med at bygge skibe – blandt andet i Skagen.
I 2024 blev han færdiguddannet som skibsmontør. Men lysten til selv at komme med ud på havet har hele tiden ligget i baghovedet.
– Fiskeri har altid interesseret mig, og jeg har altid godt kunnet tænke mig at prøve det. Jeg kender miljøet og erhvervet fra mit arbejde på havnen, så nu er det fedt at komme med ud og opleve, hvordan fiskeriet virkelig er, fortæller Magnus Trojel Christensen i en pressemeddelelse fra North Sea College.
Selv om dansk fiskeri står midt i en række udfordringer, har det ikke fået den unge thybo til at tøve. For ham er det især arbejdsformen og friheden, der trækker.
– Jeg kan godt lide den frihed, arbejdet giver. Vi kan arbejde to uger ad gangen, og så har vi også to ugers fri i den anden ende. Når du er på arbejde, er du på arbejde, og når du har fri, har du 100 procent fri, siger Magnus Trojel Christensen, der har fået hyre på L232 Tove Kynde i Thyborøn.