Høje dieselpriser tvinger fisker på land

De høje dieselpriser har gjort det til en underskudsforretning for Kurt Adsersen at tage på havet. Derfor ligger hans skib nu til kaj, mens han efterlyser politisk hjælp til danske fiskere

Kurt Adsersen har siden juni været nødsaget til at betale sine ansatte mindre i løn på grund af de høje dieselpriser. Foto: Heidi Ebey Grønkjær

Siden februar er prisen for en liter dieselolie fordoblet og svinger omkring ni kroner pr. liter.

Forleden tankede Kurt Adsersen til 8,58 kroner pr. liter, og den pris betyder, at hans skib, RI 427 Mette Helene, og mandskab ligger til kaj i Thyborøn.

– Det er desværre en nødvendig beslutning. For en kort periode kan man godt tåle at tjene lidt færre penge, men når det begynder at koste penge at være ude at sejle, så bliver det træls at være i, siger han og tilføjer:

– Jeg blev desværre også nødt til at lave en aftale med mine folk om, at de skulle have mindre løn, og det har vi kørt med siden slutningen af juni. Men det er jo ikke en holdbar løsning i længden, at både de og jeg tjener mindre.

Kurt Adsersen har fisket i mere end 40 år, og i den tid har han oplevet høje energipriser, men ikke i så lang en periode som nu.

– De andre gange har vi ikke ændret på noget, for det var højst et par måneder, at priserne var høje, men de priser, vi har nu, har været der i så lang tid, at det begynder at gøre ondt. Og der er jo ikke udsigt til, at det bliver bedre over vinteren, så det er noget værre noget, synes jeg.

Læs også:

Politisk hjælp efterlyses

Allerede i april råbte Thyborøn Havns Fiskeriforenings formand, Alfred Fisker Hansen, vagt i gevær.

Det gjorde han i kølvandet på, at andre europæiske lande var begyndt at yde tilskud til deres fiskere.

– Det her er for vidtgående, og det kan ikke blive ved meget længere, før vi kommer til at kigge ind i, at nogle af os bliver nødt til at tage en timeout fra fiskeriet og simpelthen blive i land, sagde Alfred Fisker Hansen dengang.

Den timeout er Kurt Adsersen nu blevet nødt til at tage – til hans forundring, når han tænker på sine europæiske kolleger.

– Jeg synes, politikerne skal steppe op og kigge på en tilskudsordning, når dieselpriserne er så høje, og når andre lande får tilskud – for ellers er det jo ulige konkurrencevilkår, og jeg frygter, at vi danske fiskere taber på den lange bane, siger han.

– Vi leverer altså også meget fisk til hele Europa, så jeg synes da, at vores arbejde betyder meget for fødevaresikkerheden af fisk i Europa. Det forstår jeg ikke rigtig, at man ikke vil prioritere og passe på.

Danmarks Fiskeriforening er også opmærksomme på problemet med de høje dieselpriser. Formand for DFPO, Svend-Erik Andersen, har derfor sendt et åbent brev til miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF), hvori han efterspørger brændstofstøtte til de danske fiskere på lige fod med den støtte, kollegerne får i andre EU-lande.

Læs også:

Det gør ondt

Normalt fisker Kurt Adsersen fra Thyborøn, men inden han lå til kaj, fiskede han og mandskabet på fem fra Hirtshals.

Det var et sidste forsøg på at holde fiskeriet i gang. Fra Hirtshals var der kortere til fangstpladserne og dermed et lavere brændstofforbrug.

Men i sidste ende måtte han sejle hjem til havnen i Vestjylland med en følelse af ikke at leve op til sin forpligtelse som dansk fisker.

– Jeg synes, det er hårdt ikke at kunne komme ud at fiske, fordi jeg føler, at jeg har en forpligtelse til mine fem ansatte, som forsørger deres familie, og faktisk også til samfundet og de lokale virksomheder på havnen i Thyborøn som for eksempel håndværkere, auktionen og opkøbere. Det gør ondt at føle, at man svigter dem, siger Kurt Adsersen.

Indtil videre bliver RI 427 Mette Helene ved kaj. Kurt Adsersen venter på enten billigere diesel eller højere fiskepriser.

– Jeg brænder ikke for at være på land, men for at være ude og sejle og fiske, så det er jeg virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kan, og jeg er ærgerlig over, at politikerne ikke prioriterer vores erhverv højere, som de gør i andre lande. Det har jeg sgu svært ved at forstå.

Læs også:

Høje dieselpriser tvinger fisker på land

De høje dieselpriser har gjort det til en underskudsforretning for Kurt Adsersen at tage på havet. Derfor ligger hans skib nu til kaj, mens...

Høje dieselpriser tvinger fisker på land

De høje dieselpriser har gjort det til en underskudsforretning for Kurt Adsersen at tage på...