Så er sommerferien ved at være overstået for de fleste af os. Om lidt begynder den politiske sæson så småt, men mon ikke ministerier og styrelser allerede er ved at være bemandede igen.
Det må vi håbe, for der er nok at tage fat på. Vi gik på sommerferie med en lidt blandet fornemmelse efter et uskønt og ufatteligt langtrukket forhandlingsforløb om fiskeripakken. Det var godt, at der blev landet en aftale. Så langt kan vi da svinge os op.
Det er også indiskutabelt, at udskydelsen af CO2-afgiften er en stor sejr for os, og konsekvensen for dansk fiskeri bredt set havde været uoverskuelig, hvis vi ikke havde fået dette pusterum. Det er en kamp, vi har kæmpet i årevis, og det har egentlig ikke noget med forhandlingerne om fremtidens fiskeri at gøre. Men sådan ville politikerne have det, og vi blev i øvrigt aldrig spurgt, om vi ville have CO2-afgiften udskudt mod at acceptere lukkeområder. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle have svaret, for det valg ville både have været umuligt og urimeligt at lade os tage.
Det er også en sejr for dansk fiskeri, at vi får et fiskeripartnerskab og et videns- og udviklingscenter for fiskeriet i Hirtshals. Og at vi får taget hul på arbejdet med at indføre mere selvforvaltning og får mere ansvar tilbage til erhvervet. Det er ikke noget, vi kan mærke i morgen. Men det er strategisk vigtigt på den lange bane og lægger nogle vigtige spor ud for fremtiden. Det er også godt, at der er afsat midler til udvikling og omstilling. Det kan vi ikke være utilfredse med.
Men det er ikke sådan, at politikerne har fjernet alle muligheder for at bevare pessimismen. De nye lukkeområder for bundslæbende fiskeri i de indre danske farvande virker mest af alt som en omgang symbolpolitik, som vi desværre kunne konstatere, at Liberal Alliance og de Konservative villigt deltog i at skrue op for.
Læg dertil det manglende generationsskifte i ålefiskeriet og reservationen af flere arter til lystfiskeriet, som de Radikale mener at vide er lige så værdifuldt for landet som erhvervsfiskeriet. Det tegner et billede af, at ikke alle havde forstået, hvad de forhandlede om. Aftalen skal sikre et mangfoldigt dansk fiskeri. Men den gør det modsatte.
SF’s ordfører Carl Valentin havde travlt med komme videre på Roskilde Festival, så han lod politisk ordfører Lisbeth Bech Nielsen udtale sig om resultatet. Og hun kunne i TV Avisen glad meddele, at fiskeripakken giver mere kystfiskeri. Det er jo desværre et stort blufnummer. Vi skal i stedet i gang med at afvikle en masse kystnært fiskeri med den nye aftale – det er et faktum.
Derfor må vi også sige klart til politikerne og embedsmændene: Når det er den beslutning, I har truffet, så må I også stå ved den og få pengene til ophugning bevilliget i en fart.
Ja, der kan måske gå tre år, inden der er lukket for trawlfiskeri i Bælthavet, fordi EU skal godkende lukningen, så den gælder for både danske og udenlandske fartøjer.
Men lukningen kommer, og ophugningen skal i gang nu af flere årsager.
For hvem vil investere i at vedligeholde et fartøj, der snart skal hugges op? Og hvis man får en skade, som faktisk bør repareres, eller hvis der skal foretages en større investering for at overholde sikkerheden ombord eller holde fartøjet funktionsdygtigt, vil banken så stille med penge til projektet med den korte levetid, der er tilbage? Næppe. Men reglerne foreskriver samtidig, at fiskerne skal være aktive for at få ophugningsstøtten.
Så vi har en gruppe fiskere, der risikerer at havne i en klemme, hvor de hverken kan fiske eller lade være. Det indebærer en ikke ubetydelig risiko for, at sikkerheden kan blive sat over styr.
Det kan vi ikke leve med, så beskeden er klar: Det haster med at få gennemført ophugningsrunderne, som er indeholdt i den politiske aftale. De kan sagtens gennemføres her i efteråret 2025.
