Fødevarepriserne har stået højt på den politiske agenda den seneste tid. Nu er kulminationen nået, og der er både afsat penge til at nedsætte momsen på fødevarer og til en fødevarecheck. Der er mange meninger om den sag, og jeg vil undlade at komme med min. Derimod vil jeg pege på, at det er ubestrideligt, at udbuddet af fødevarer er helt afgørende for prisen. Derfor bør den nuværende debat ikke kun handle om detailpriser. Politikerne bør huske, at fødevarepriserne hænger uløseligt sammen med forholdene i den danske fødevaresektor.
Desværre har debatten om den danske fødevaresektor de senere år handlet mere om afvikling end om udvikling. Som formand for de danske fiskere har jeg skulle forholde mig til nogle ganske vidtgående forslag, der vil lukke hovedparten af det danske erhvervsfiskeri. Sådanne forslag er også kommet fra partier, der er med i de aftaler, der skal hjælpe danskerne med at få råd til at købe fødevarer.
Lad mig minde de partier om, at hvis de holder kursen på et spor, hvor alt handler om at afvikle og neddrosle den danske fødevaresektor, så får de ikke bugt med det her problem. For hvis alle lande følger trop og skruer ned for deres produktion af fødevarer, så går det kun en vej med priserne. Og det er op.
Det er et væsentligt vidnesbyrd om, at vi skal have langt mere fokus på, hvordan vi kan udvikle og udvide den danske fødevaresektor. Opgaven er at fastholde en stor produktion af fødevarer, der hjælper med at mætte ikke bare danske, men verdens munde, og som samtidig sætter et mindre aftryk på klimaet og naturen.
Skal vi i mål med det, kræver det innovation. Det kræver udvikling. Og det kræver, at der investeres i vores fødevaresektor. Og så det kræver det, at man giver fødevaresektoren tid til at omstille sig. Presser man den grønne omstilling igennem hurtigere, end erhvervene kan følge med til det, så får man ikke udvikling. Man får afvikling. Så nye forbud og nye begrænsninger er ikke løsningen på at sikre, at alle har råd til mad. Løsningen er udvikling.
Et godt eksempel er CO2-afgiften i dansk fiskeri. Hvis ikke den var blevet udskudt, og hvis ikke de danske fartøjer havde mulighed for at tanke brændstof i andre lande, så havde fiskerivirksomheder på stribe drejet nøglen om med et faldende fødevareudbud til følge. For virkeligheden er, at de danske fiskere ikke har realistiske alternativer til at sejle på diesel. De fleste kan se, at vi endnu ikke kan tanke biomethanol i Hanstholm. Og så ender den CO2-afgift, der skulle sikre en grøn omstilling af fiskeriet, med at kvæle fiskeriet. Når først virksomhederne er lukket, kommer de næppe igen. Resultatet er mindre fødevareproduktion.
Opfordringen er derfor klar: Lad os få en politisk debat om, hvordan vi kan udvikle og udvide vores fødevareproduktion på en bæredygtig måde i stedet for kun at tale om afvikling. Hvis vi gør det rigtigt, vil det få kæmpe betydning for fødevarepriserne. Det bør man ikke glemme, selvom en ny valgkamp står for døren og kalder på hurtige, let kommunikerbare løsninger.
