Spænding om Venstre-mandater i Vestjylland

Venstre fastholder tre mandater i Vestjylland. TV2 har sat navne på to af dem

Grafik: Fiskeri Tidende

I Vestjylland er der stor spænding om, hvem der sætter sig på Venstres tre mandater.

Det ene går ifølge TV2 til Søren Gade, og TV2 vurderer også, at tidligere Lemvig-borgmester Erik Flyvholm bliver valgt, men det er for tidligt at sige med sikkerhed.

Erik Flyvholm fik hele 4.552 stemmer i sin egen kreds, Struer Kredsen, men stemmerne er endnu ikke talt op i en række store kredse.

Foruden Erik Flyvholm bejler transportminister Thomas Danielsen og den tidligere popsanger Trine Jepsen til de to sidste Venstre-mandater.

I meningsmålingerne op til valget så Venstre ud til at miste et af sine tre mandater, men sådan gik det altså ikke.

Til gengæld missede Danmarksdemokraterne den fremgang fra to til tre mandater, som målingerne spåede.

Ifølge TV2 går det ene mandat til Mads Fuglede, og TV2 vurderer, at Dennis Flydtkjær får det andet mandat.

Det betyder i så fald, at Betina Kastberg mister sit mandat.

Liberal Alliance fik to mandater i Vestjyllands Storkreds, og det betyder blandt andet, at der er genvalg til partiets fiskeriordfører Carsten Bach.