Grønlandske fiskere demonstrerede mod ny fiskerilov og høje brændstofpriser

Grønlandske fiskere er utilfredse med den kvoteordning, som den nye fiskerilov lægger op til, og frygter, at loven får en negativ indvirkning på kystfiskeri og samfund langs kysten

Grafik: Fiskeri Tidende

50-60 fiskere protesterede i sidste uge uden for Inatsisartut, det grønlandske parlament, i hovedstaden Nuuk.

Fiskerne marcherede fra fagforeningen KNAPK’s hovedkontor til det grønlandske parlament, som i sidste uge havde en ny fiskerilov til debat, skriver det grønlandske medie KNR.

En fisker bar et skilt: “De rige bliver rigere, mens de kystnære fiskere bliver dødsdømt.”

Ny lov har skabt splid

Grønlands nye fiskerilov, som har været mange år undervejs, har fået en blandet modtagelse i det grønlandske samfund. Og til tider har debatten været meget hård og uforsonlig.

Grønlandske fiskere er stærkt utilfredse med den kvoteordning, som loven lægger op til, og de frygter, at loven får en negativ indvirkning på kystfiskeri og samfund langs kysten.

Det er dog ikke kun den nye fiskerilov, som mange af Grønlands fiskere er utilfredse med. Fiskerne, som demonstrerede i sidste uge,  var også utilfredse med de høje brændstofpriser og prisen på stenbidere, som efter deres opfattelse er for lav.

En person blev arresteret i forbindelse med demonstrationen. Politiet beskriver ellers demonstrationen som fredelig og rolig.