Storbritannien sikrer sig større kvoter hos EU og Norge i 2024

Storbritannien hævder at have opnået større kvoter, end hvis de stadigvæk var medlemmer af EU

Sir Mark Spencer, konservativ minister i Storbritannien med ansvar for blandt andet fiskeri. Foto: UK Parliament

Samtidig med, at Storbritannien har valgt at udelukke danske fiskere fra at fiske tobis i britisk farvand, så har Storbritannien forhandlet sig til endnu større kvoter hos både EU og Norge.

En ny rapport fra den britiske regering afslører, at forhandlinger med kyststater har sikret briterne  fiskerimuligheder til en værdi af over 970 millioner pund (omkring 8,5 milliarder kroner) i 2024.

Dette repræsenterer en stigning i mængden på 61.000 tons – eller 9 procent – sammenlignet med 2023. I værdi er tilvæksten på 53 millioner pund – svarende til 6 procent. I danske penge svarer dette til rundt regnet 463 millioner kroner.

Det oplyser den britiske regering i en pressemeddelelse.

Fiskeri bedre stillet udenfor EU

De øgede mængder fisk er opnået igennem kyststatsforhandlinger med EU og Norge, hvor briterne i 2024 har en samlet kvote på omkring 752.000 tons. Kvoten inkluderer blandt andet makrel og nordsøsild, hvor Storbritannien hævder at have opnået større kvoter, end hvis de stadigvæk var medlemmer af EU.

Den britiske fiskeriminister Sir Mark Spencer kommenterer tallene således:

– Vi er forpligtet til at forhandle adgang til fiskebestande af høj værdi, som vil understøtte en bæredygtig og rentabel britisk fiskeindustri både nu og i fremtiden, siger ministeren ifølge pressemeddelelsen.

– Ved at udnytte vores position uden for EU til uafhængigt at forhandle i vores fiskerflådes bedste interesser, har vi sikret en bedre aftale for vores fiskere, mens vi fortsætter med at beskytte vores havmiljø, tilføjer Sir Mark Spencer.