Dette står klart efter tirsdagens søforhør i retten i Torshavn, skriver det færøske medie KvF.fo
Skipperen forklarede ved søforhøret, at vindhastigheden om morgenen 6. februar var mellem 15 og 20 sekundmeter, men tilføjede, at det er ganske normalt for større langlinefartøjer at fiske under disse vejrforhold.
Men vejrforholdene var dog alt andet end optimale, da der samtidig var kraftig havstrøm imod vindretningen.
Luge kunne ikke lukkes
Da linen denne morgen skulle trækkes ind, blev lugen i bagbord åbnet, og kort efter kom den første kraftige brodsø i mod skibets bagbordsside. Denne blev efterfulgt af flere kraftige brodsøer, som fik store vandmasser til at trænge ind på det lukkede dæk.
Trods flere forsøg lykkedes det ikke for besætningen at få lugen lukket igen, og alt imens fik skibet stadig mere slagside på grund af de store vandmasser.
Skipperen valgte derefter at slå alarm samt udstede nødsignal, hvorefter 14 ud af de 16 mand samledes på broen. Her var de indtil slagsiden blev så kraftig, at de var nødsaget til at evakuere ud på skibets side.
To fra besætningen savnedes efter ulykken, og trods storstilet eftersøgning blev de ikke fundet.