Færøsk fiskefartøj har slået islandsk rekord

Det færøske pelagiske fartøj Christian í Grótinum har slået rekorden for den største last fisk, som nogensinde er blevet landet i Island

Christian í Grótinum færøsk pelagisk fartøj

Det færøske pelagiske fartøj Christian í Grótinum. Foto: P/F Christian I Grótinum

3.653 tons.

Så stor var den last blåhvilling, som det færsøske fartøj Christian í Grótinum for kort tid siden landede til fabrikken Eskja i Eskifjørður i det østlige Island. Det skriver det færøske medie JN.

En kæmpe last, som også viste sig at være den største, som et fartøj nogensinde har landet i en islandsk havn. Milepælen blev på passende vis fejret med kage til besætningen, oplyser Eskja ifølge JN, som tilføjer, at det tog mindre end 24 timer at lande den rekordstore mængde blåhvilling.

Christian í Grótinum blev leveret af Karstensens Skibsværft i 2022, og er dermed et af de nyeste pelagiske fartøjer i den færøske flåde. Christian í Grótinum er 85,5 meter lang, 17 meter bred og 9,6 meter dyb, og ejes af rederiet med samme navn.

Fabrikken Eskja har siden nytår modtaget omkring 28.000 tons blåhvilling, hvoraf halvdelen er blevet afleveret af færøske og norske skibe.

Husk at tilmelde dig generalforsamlingen!

Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening nærmer sig, og den afholdes i år i Hirtshals. Deadline for tilmelding er 20. maj.

Husk at tilmelde dig generalforsamlingen!

Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening nærmer sig, og den afholdes i år i Hirtshals. Deadline for...