Fiskeri og forarbejdningsindustrien er nogle af de vigtigste erhverv i Grønland og udgør mere end 95 procent af landets eksport.
Derfor var og er fiskeriet et af de helt store emner til det grønlandske valg. Og det kan blive en af de helt store knaster, når der nu skal dannes regering, lyder vurderingen til dr.dk fra konsulent og tidligere rådgiver for Grønlands regering, Julie Rademacher:
– I forhold til fiskeriloven har Demokraatit været efter IA og Siumut (som gennemførte fiskeriloven sidste forår, red.). Så det bliver spændende at se, om Demokraatit vil fastholde fiskeriloven eller prøve at åbne ballet på den igen.
Fiskeriloven har været genstand for stor debat, da den af de mindre fiskere opfattes som favorisering af de store aktører i industrien.
Demokraatit har lovet at revidere loven for at sikre bedre vilkår for jollefiskerne og de mindre fiskerivirksomheder. Derudover er de optaget af, at Grønland skal være bedre til at tjene penge på de fisk, de hiver i land.
Demokraatit blev til valget det største parti. Analytikere peger på, at det er mest sandsynligt, at de vil danne regering med bl.a. IA.