Royal Greenland mindsker underskuddet

Royal Greenland kom ud af første halvår med et underskud på 11 millioner kroner, hvilket er en markant forbedring sammenlignet med sidste år og forrige år

Foto: Royal Greenland

48 millioner kroner.

Det er forbedringen i Royal Greenlands halvårsresultat før skat for 2025, hvis man sammenligner med resultatet for 2024. Og hele 102 millioner kroner i forhold til 2023.

Sådan indleder Royal Greenland en pressemeddelelse, der er sendt ud i forbindelse med, at selskabet har offentliggjort sit regnskab for første halvår af 2025.

For selv om der fortsat er røde tal på bundlinjen med et underskud på 11 millioner kroner, går det den rigtige vej for selskabet.

– Med halvårsregnskabet i hånden bliver vi bekræftet i, at de økonomiske ambitioner i vores nye strategi er inden for rækkevidde. Men det kræver, at vi fortsat arbejder målrettet med både at reducere omkostninger og at forbedre indtjeningen i markeder, som er i konstant forandring, siger Preben Sunke, konstitueret CEO.

Back-to-Black

Målsætningerne i Royal Greenlands turn around-plan “Back-to-Black” fra 2024 er et årsresultat før skat på 250 millioner kroner i 2027 og en såkaldt EBIT-margin på 5 procent.

Det fremgår videre af pressemeddelelsen, at første halvår har været en udfordrende periode for fiskeriet ved Grønland med ustabil isdannelse, lavere fangstrater og forsinkelser i fartøjsdrift, hvilket har påvirket både hellefisk-, reje- og stenbiderfiskeriet negativt.

Dog har det udenskærs fiskeri efter hellefisk og torsk været stabilt, og loddefiskeriet i Østgrønland er blevet genoptaget.
Salgsmængderne var samlet set 11 procent lavere end i samme periode i 2024.

Internationalt

Hvad angår de internationale aktiviteter, har Royal Greenland haft gode fangster ved Canada.

Til gengæld har selskabet besluttet at undersøge mulighederne for at afhænde sine aktier i den chilenske del af forretningen, og det har desuden besluttet at afvikle sit samarbejde med et norsk selskab, som har mistet sin erhvervstilladelse til fiskeri efter snekrabber.

I anden halvdel af 2025 forventer Royal Greenland, at fiskeriet efter rejer og indenskærs hellefisk og torsk fortsat vil være udfordret.

En politisk ambition på Grønland om at omfordele selskabets udenskærs hellefiskekvote vil også kunne påvirke resultatet for andet halvår negativt.

Positive takter i markedspriserne og udvidelsen af Royal Greenlands flåde med en ny højteknologisk trawler gør dog, at selskabet samlet set forventer en fremgang i indtjeningen.

– Vi kan ikke fjerne al risiko for tabte net – men vi kan minimere den

Det er en utopi at tro, at vi kan have en fødevareproduktion uden uhensigtsmæssige effekter. Men vi kan og skal gøre alt, hvad vi...

– Vi kan ikke fjerne al risiko for tabte net – men vi kan minimere den

Det er en utopi at tro, at vi kan have en fødevareproduktion uden uhensigtsmæssige effekter....