Siden 2021 har man reduceret fiskeriet efter blankål i Danmark med 90 procent.
Det historiske og i mange kystsamfund kulturbærende bundgarnsfiskeri efter ål er i dag en skygge af sig selv.
Det skyldes, at man på EU-plan har besluttet at forbyde fiskeri efter ål i de måneder, hvor det er muligt at fange dem i mængder af betydning.
På trods af dette har en række grønne organisationer nu lanceret en stor kampagne, hvor de tilbageværende ålefiskere hænges ud, som var de glubske krybskytter på jagt efter det sidste næsehorn på den afrikanske savanne.
En sensationshungrende journalist på en af københavneraviserne gik i ramme alvor så vidt som til at lave denne sammenligning. Det er det mest absurde, jeg kan mindes at have læst i en avis.
For selv om der ganske rigtigt er færre ål i dag end tilbage i 1960´erne, så er der – ifølge den internationalt anerkendte åleforsker Willem Dekker – trods alt stadig flere ål i Europa, end der er mennesker.
Netop Willem Dekker, der blandt andet har en fortid som biolog og rådgiver hos Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), deltog for nylig i en konference om ål i Middelfart.
Her forklarede han, at det er en stor misforståelse at tro, at nedgangen i ålebestanden først og fremmest skyldes fiskeri.
– Selvfølgelig har fiskeriet en indvirkning, men fiskeriet er en variabel størrelse. Det helt store problem er, at man har ødelagt ålens levesteder, sagde han.
Samme vurdering har man hos DTU Aqua, hvor seniorforsker Jonna Tomkiewicz for nylig konstaterede, at et stop for fiskeriet efter ål næppe vil have den store effekt, når man ser på, hvad ålen i øvrigt er udsat for.
For virkeligheden er, at selv om fiskeriet aldrig har været hovedproblemet, så er fiskeriet det eneste sted, man har taget fat.
Det skyldes, at det er den nemme løsning – både for populistiske politikere og ditto grønne organisationer, der forsøger at score billige point på at signalere handlekraft og levere symbolske resultater.
Problemet for ålebestanden er, at fortællingen om den onde fisker, der fanger alle ålene, er forkert, og at den skygger for, at der bliver gjort noget ved de virkelige og langt mere komplekse problemer, nemlig at man har spærret ålens vandringsveje og ødelagt dens levesteder.
DTU Aqua har helt konkret undersøgt, hvor mange ål der dør i Tangeværkets turbiner, når ålene trækker gennem Gudenåen. Tallet er 60 procent.
Hvorfor er de grønne organisationer tavse om Tangeværket?
Man ved også, at de enorme bestande af skarver gør store indhug i ålebestanden. Der er lavet en række undersøgelser, som viser, at skarven æder mellem 25 procent og 45 procent af de mærkede ål.
Hvorfor er de grønne organisationer tavse om skarven?
Fiskeri i saltvand står for 3 procent af den samlede åledødelighed. Det viser en stor undersøgelse, som vel at mærke blevet lavet før, man reducerede den danske del af fiskeriet med yderligere 90 procent.
Alligevel er det fiskerne, man skælder ud på. Det er ikke bare ude af proportioner; det er ganske enkelt uforskammet.
