Hesterejekutterne ligger stille ved kajen på Rømø. På alle andre sommerdage ville fartøjerne være på havet, men en absurd sag har stoppet fiskeriet fra den ene dag til den anden.
Et gammelt forbud, der skulle beskytte fiskerne mod gamle miner og ammunition på havbunden, rammer nu fiskerne med et smæk. Hvis de tager på havet nu, risikerer de at blive politianmeldt. Det har fiskerne naturligvis ingen ønsker om, så de har slukket motorerne og er gået i land.
Hele miseren er sat i gang af Danmarks Naturfredningsforening, der ønsker at forbyde rejefiskeriet, ikke af hensyn til fiskernes sikkerhed, men fordi foreningen mener, det skader havbunden, at der fiskes med trawl.
Der blev sidste år indgået en politisk aftale, hvor man skal se nærmere på netop dette, men vi er nødt til at holde tingene adskilt.
De gamle bomber fra Anden Verdenskrig udgør ikke længere en reel sikkerhedsrisiko, fordi alle tænddelene for længst er tæret væk. Som direktøren hos Sea War Museum Jutland, Gert Normann Andersen, forleden fastslog i DR, er man i gang med at skyde gråspurve med kanoner.
Der er alene tale om, at en gammel bekendtgørelse ikke er blevet opdateret, så den tager højde for de faktiske forhold.
Hvis fiskeriet skal stoppes af sikkerhedshensyn, skal vi så også lukke Rømøs berømte brede strande? Turisterne skulle jo nødig få en bombe i hovedet, mens de solbader.
En forældet bekendtgørelse må ikke bruges som argument for at stoppe et fiskeri, som har enorm betydning på Rømø.
Gennem mange generationer har netop fiskeriet af hesterejer været både en kulturmarkør og en kilde til indtjening for ikke alene fiskerne og deres familier, men også alle de følgeerhverv, som skaber arbejdspladser i det lille samfund.
Dertil kommer turismen, som vandkantsdanmark er afhængig af, for turisterne gider næppe gå en tur på en stendød havn.
Hvor længe skal fortidens miner spænde ben for nutidens fiskeri? Hvor længe vil myndighederne holde fiskerne nede med regler fra en anden tid? De spørgsmål har fiskerne på Rømø krav på at få svar på.
Lige nu lever de i uvished om, hvor længe, de skal være i land. Det kan vi ikke være bekendt.
