På en varm julidag i 2025 skete der noget skelsættende i dansk fiskeri.
Fiskeripakken blev offentliggjort, og politikerne udtalte med begejstring følgende:
– Aftalen indeholder 37 konkrete initiativer, der skal sikre stabile rammer for dansk fiskeri i fremtiden, så det er robust og konkurrencedygtigt, men også mere miljøskånsomt og klimavenligt.
Havmiljøet, fiskene og fiskerne ville altså gå en lys fremtid i møde. Fiskerne var knap så begejstrede og kunne ikke rigtig se logikken. Særligt fordi et af de 37 initiativer er at forbyde fiskeri med slæbende redskaber.
Herunder trawlfiskeri, som er den mest benyttede fiskerimetode.
Politikerne fejede fiskernes bekymringer væk med denne udtalelse:
– Med aftalen afsættes der desuden 120 millioner kroner i perioden til grøn omstilling af fiskeri- og akvakultur, og der laves støtteordninger til at hjælpe de fiskere, hvor omstilling ikke er en attraktiv mulighed.
Men hvordan er det så gået?
Præcis som frygtet.
Det allerede robuste og konkurrencedygtige fiskeri blev med ét stillet overfor en særdeles usikker fremtid. Alle investeringer blev sat i bero, og flere satte deres kuttere til salg.
Det går udover alle de erhvervsdrivende på havnene ved de berørte farvande, men værst er det, at det går udover sikkerheden i et i forvejen farligt erhverv.
Med den enorme økonomiske usikkerhed, som de berørte fiskere nu står i, vil der unægtelig blive sparet på vedligeholdelsen af fartøjerne, hvilket i sidste ende kan føre til ulykker eller forlis.
Foruden de økonomiske aspekter er der de psykiske konsekvenser. De italesættes sjældent i et mandsdomineret erhverv som fiskeriet, men den første har givet tårerne frit løb for rullende kameraer – og flere vil komme.
Frustrationerne står i lys lue, men ingen gider høre på dem, som bare piver eller brokker sig.
Der skal fakta på bordet.
I forhold til fakta om hvad der sker, når man hovedløst indfører lukkeperioder, lukkede områder, kvotenedsættelser og derpå ophugningsstøtte uden en langsigtet strategi, så kan man bare skele til Østersøen.
Her har man været igennem noget, der minder om situationen med fiskeripakken. Alt sammen iværksat med præcis samme formål.
Problemet er bare, at det ikke hjalp, hverken havmiljøet, fiskene og ej heller fiskerne.
I Østersøområdet forsvandt logistikken omkring afhentning af fisk, og tidligere fiskerihavne er tømt for kuttere.
De moderne og tidssvarende fartøjer blev hugget op, mens resten søgte til Kattegat efter jomfruhummere.
De få, som blev tilbage, kæmper nu en ulige kamp for at genrejse deres erhverv fra asken.
En svær opgave når man ikke må benytte de fangstmetoder, man har opfundet og tilpasset gennem generationer.
Snart er alle tænkelige redskaber forbudt i en eller anden udstrækning, og de fleste arter er behæftet med restriktioner. Nogle er sågar forbeholdt lystfiskere.
Lettere bliver det ikke, når gamle love og bekendtgørelser spænder ben for de innovative tiltag, som trods alt ses.
Det er på tide, at politikerne bliver deres ansvar bevidst.
Hvis man vitterlig ønsker et robust og konkurrencedygtigt fiskerierhverv i fremtiden, så bør man give erhvervet gennemtænkte, langsigtede rammer og have mulighederne for omstilling eller afvikling på plads, når man ændrer radikalt i erhvervets grundvilkår.
De lovede støtteordninger eksisterer ikke, men om to år skulle der vist være noget på plads.
I ventetiden kan fiskerne så høre de selvsamme politikere, som vedtog fiskeripakken, fortælle om, hvor hårdt de arbejder på en god løsning.
Goddag mand, økseskaft.
Ikke mere snak – handling tak.
