DFPO ønsker forlængelse af vejledningsperiode

DFPO ønsker vejledningsperioden for de nye EU-regler forlænget, så fiskerne kan få den nødvendige praktiske vejledning

Danmarks Fiskeriforening PO.

Siden 10. juli har en række nye EU-regler været gældende for fiskeriet. Reglerne omfatter blandt andet mærkning af redskaber, VMS, logbøger, landingserklæringer, afregning og sporbarhed.

Fra 10. januar til 10. juli havde Fiskeristyrelsen en vejledningsperiode, hvor fiskerne skulle hjælpes med at forstå og efterleve de nye regler.

Det mener Danmarks Fiskeriforening PO (DFPO) dog ikke, at vejledningsperioden er blevet brugt på.

– Det er vores klare opfattelse, at vejledningsperioden ikke i praksis har fungeret som en reel vejledningsperiode, skriver Kenn Skau Fischer, adm. direktør i Danmarks Fiskeriforening, i et brev til Miljøstyrelsen og Miljøministeriet og fortsætter:

– En væsentlig del af problemet er, at der reelt ikke er givet brugbar vejledning til den enkelte fisker. Vi har modtaget tilbagemeldinger om, at spørgsmål fra fiskere ikke har kunnet besvares klart af kontrolpersonalet, fordi kontrollens medarbejdere heller ikke har haft tilstrækkelige afklaringer eller fælles fortolkninger at støtte sig til, skriver han.

LÆS OGSÅ: Nye regler om mærkning af fiskeredskaber træder i kraft

DFPO mener derfor ikke, at fiskerne har haft en reel mulighed for at indrette sig efter reglerne, når kontrollens egne medarbejdere ikke altid har kunnet forklare, hvordan de skal forstås i praksis.

Samtidig understreger han, at foreningen bakker op om formålet med reglerne, som skal styrke og modernisere fiskerikontrollen.

DFPO havde håbet at blive inddraget tidligere i arbejdet med reglerne, så uklarheder kunne være blevet afklaret, og mere brugbare løsninger fundet, inden reglerne trådte i kraft.

De offentlige informationer fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om de nye regler minder mere om en opremsning af de nye krav end en praktisk vejledning i, hvordan reglerne skal efterleves, mener DFPO.

DFPO peger blandt andet på, at Fiskeristyrelsen henviser til FAO’s vejledning om mærkning af fiskeredskaber. Ifølge foreningen er problemet, at vejledningen indeholder eksempler, som ikke nødvendigvis lever op til reglerne, uden at styrelsen samtidig forklarer, hvilke løsninger fiskerne konkret kan bruge.

– Vi finder det derfor urimeligt, at vejledningsperioden udløb den 10. juli 2026 på et tidspunkt, hvor erhvervet endnu ikke har modtaget den nødvendige praktiske vejledning, og hvor der fortsat består væsentlige uafklarede spørgsmål, skriver Kenn Skau Fischer, som opfordrer til en forlængelse af vejledningsperioden:

– Vi skal på den baggrund anmode Miljøstyrelsen om at forlænge vejledningsperioden til årsskiftet 2026/2027. En forlængelse vil give mulighed for reel struktureret dialog mellem myndighed og erhverv, afklaring af de praktiske fortolkningsspørgsmål og udarbejdelse af en vejledning, som fiskerne faktisk kan anvende i deres daglige drift.

LÆS OGSÅ: DSA ønsker længere vejledningsperiode for digital sporbarhed
Politikere kalder minister i samråd om muslingesag

Vilsund Blue har stoppet for produktionen af muslinger grundet umulige sorteringskrav. Det har nu fået flere politikere til at indkalde miljøministeren til samråd om...

Politikere kalder minister i samråd om muslingesag

Vilsund Blue har stoppet for produktionen af muslinger grundet umulige sorteringskrav. Det har nu fået...