Tak til fiskeriet for at holde skruen i vandet

Minister takker fiskerne for, at vi alle kan få god, sund mad under corona-krisen - og er opmærksom på de udfordringer, som kan opstå

Af minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen

Danmark har ikke oplevet at stå i en krise af det omfang, som vi oplever nu, siden 2. verdenskrig. Vi har ganske vist været ramt af andre kriser, andre sygdomme og andre anslag mod vores samfund og hverdagsliv, men intet har som denne covid19-pandemi sat store dele af landet i stå.

Derfor er det også på sin plads at fremhæve de mange, som sørger for, at de allermest vitale dele af samfundet trods alt kan fortsætte med at fungere, så landet ikke falder fra hinanden. 

Det gælder naturligvis dels sundhedspersonale, politi og andre, som har direkte med bekæmpelsen af covid19 at gøre. Men – for at omskrive en velkendt vending en smule – uden mad og drikke dur Danmark ikke! 

Det er muligvis banalt, men hvis forsyningskæden af fødevarer stopper, hører alt op.

Og derfor tilhører takken i høj grad alle jer i fiskerierhvervet, som i denne ekstraordinære og vanskelige situation fortsætter indsatsen for, at vi kan få gode spisefisk på de danske middagsborde.

Tak for jeres bidrag til, at vi alle kan få god, sund mad under den alvorlige krise!

Tak for, at I fortsætter med at lande i de danske havne, og tak for at I fortsætter arbejdet på land i havnene og videre ud i forarbejdningsleddene og den øvrige industri så godt som muligt samtidig med, at I tager de nødvendige sundhedsmæssige forholdsregler i kontakten mellem fiskere, operatører, transportører osv. Jeg er klar over, at det er en svær balance at holde.

Jeg ved, at situationen påfører store dele af erhvervet voldsomme konsekvenser, og at markedet for fersk højkvalitetsfisk til konsum er særligt hårdt ramt på grund af lukning af restauranterne både herhjemme og ned igennem Europa.

Det og andre skadevirkninger for fiskerierhvervet ser jeg på med stor alvor, og derfor har regeringen allerede vedtaget en række initiativer, der skal holde hånden under både fiskeriet og vore øvrige erhverv i den svære situation.

Regeringen vil også fortsat være opmærksom på de udfordringer, som videre frem kan komme til at opstå i forbindelse med pandemien. Vi følger udviklingen løbende, og jeg glæder mig over, at en række fiskeriorganisationer allerede er kommet med konkrete forslag til at hjælpe fiskerierhvervet. Det ser vi på.

I fiskere og andre i fiskerierhvervet har en type job, som mange danskere først bemærker, når det ikke bliver gjort. Derfor fortjener I en særlig påskønnelse for, at I holder ved.

Mit budskab under krisen har været: Gør som du plejer, når du køber ind. Der er fødevarer nok. Jeg har gentaget det på pressemøder og på sociale medier, men der har ikke været tid til at tale så meget om alle jer, der garanterer forsyningssikkerheden, og som sørger for, at vi andre kan få fisken på disken hver eneste dag.

Det gør jeg nu:

Tak for, at I gør som I plejer. Arbejdsomme og fornuftige, for samfundets skyld. Tak!

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet...