Med udgangspunkt i Lemvig er snurrevodskutteren E 95 Enhjørningen på vej til Nordsøen torsdag formiddag. Vejret ser lovende ud, så nu er det med at komme på havet.
– Vi har ligget i lemvig på grund af vejret. Og så på grund af, at jeg har et besætningsmedlem, der bor om bord. Han vil gerne ligge i Lemvig, så det gør vi. Nu er vi på vej omkring 40 mil ud i Nordsøen efter rødspætter. Vi har medvind derud, og så skulle vejret blive bedre fra i morgen, når vi skal begynde at fiske, siger skipper og ejer af fartøjet, Peter Lassen Schmidt.
På denne årstid er det mest småture for skipper og besætning.
– Vi sejler ud, når der er tegn på godt vejr, og så er vi ude til det begynder at blæse igen. Så sejler vi ind. Vi driver ikke fiskeri i dårligt vejr. Det er helt klart et bedre fiskeri for os, når det er godt vejr. Solskin og fladt vand, så er vi glade, siger skipper Peter Lassen Schmidt.
De er tre mand om bord på den forestående tur, og rødspættefiskeriet er deres foretrukne fiskeri.
– rødspætter er det, vi fisker mest efter. Det har dog ikke været fornuftigt i år hvad angår mængder. Men priserne kan vi ikke klage over. De har været rigtig fine i år. Også selv om vi har været ramt af corona. Det har så måske været held i uheld, at vi ikke har så mange mængder i år, for så kan det da sagtens være, at prisen var blevet kørt helt i kælderen, siger Peter Lassen Schmidt.
Han og besætningen kan se frem til nogle uger endnu, og så forventer skipper, at de går på ferie.
– Vi fisker vel omkring tre uger endnu. Jeg tænker, at vi holder juleferie omkring 7. november og så et godt stykke ind i det nye år. Det skal jo helst være sådan, at vi tjener penge på at tage på fiskeri, ellers giver det ingen mening, siger skipper.