– Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er helt vildt.
Sådan lød det fra Steffan Slot Søgaard og Søren Mose Sørensen, der er skippere på S 549 Stefanie, da de kom i land mandag morgen efter at have været på havet efter brisling.
For det havde ikke krævet mere end to slæb af fylde den mere end 200 ton store last.
– Jeg har fisket i 42 år, og de sidste 20 år har været med trawl. Jeg har aldrig set så mange fisk før, og det er nogle store fine brislinger, sagde Søren Mose Sørensen.
Fiskeriet fandt sted 80-90 sømil sydvest for Hvide Sande, og fiskene blev landet i Hvide Sande, hvor de blev hentet af lastbiler fra FF Skagen.
De to skippere konstaterede samtidig, at det bliver en meget kort brislingesæson i år, for kvoten står slet ikke mål med de store mængder fisk, der er på havet.
– Vores kvote er på 1.000 ton, så som det ser ud nu, så ender vi med at fange hele kvoten på ti slæb, sagde Søren Mose Sørensen.
De øvrige industrifiskere i Hvide Sande meldte mandag ligeledes om meget store fangster af brisling.