L 654 Pia Glanz: Kvoterne på torsk, sej og kuller bør sættes op

- Vi har forsøgt os både i norsk farvand og i engelsk farvand, men kulmulerne er svære at finde for tiden, siger John Christensen

Fiskeriet efter kulmuler i Nordsøen har været lidt sløjt på det seneste.

Det fortæller John Christensen, der har fartøjet L654 Pia Glanz.

– Vi har forsøgt os både i norsk farvand og i engelsk farvand, men kulmulerne er svære at finde for tiden. Der er til gengæld sindssygt mange torsk. Vi tør slet ikke nærme os de pladser, hvor vi normalt fisker torsk, for så drukner vi i dem, siger John Christensen.

– Der er også rigtig mange sej og kuller. I Skagerrak er der voldsomt mange kuller. Der kan vi fange 10 tons på en dag. Det kræver ikke mere end fem træk, siger han.

John Christensen håber derfor, at vi kommer til at se nogle markante stigninger i kvoterne for både torsk, sej og kuller.

Samtidig er han bekymret for udviklingen i dieselprisen, som nu igen er over 6 kroner per liter.

– Hvis man lægger en CO2-afgift på to kroner oven i den pris, vi betaler nu, så kommer vi op på det niveau, vi var på, da vi blev liggende i havn sidste gang, fordi det ikke kunne svare sig at sejle ud. Den del er virkelig bekymrende. Hvis vi så i det mindste kunne få lov at fange nogle torsk og sej, så gav det da lidt mere mening, siger John Christensen.