I Skagerrak mellem Skagen og Hirtshals finder man HM 281 Mercy. Normalt ville besætningen på Hanstholm-trawleren fiske efter jomfruhummere, men det er ikke et fiskeri, der er så fantastisk i øjeblikket.
– I sidste uge fangede vi jomfruhummere, men så kom der noget hårdt vejr, og nu er det ikke et særlig godt fiskeri. Derfor har vi nu valgt at forsøge os med at fange torsk og rødspætter, men det er så heller ikke gået supergodt.
– Der er stadig nogle trælse forhold, så nu er det nok sidste dag vi roder med dette fiskeri, og så vælger vi vist at kalde det for weekend. Der er for lidt økonomi i det her fiskeri til, at det kan svare sig at blive ved, fortæller Henrik Bloch, der er den ene ejer af HM 281 Mercy.
Han fortæller, at der er 2-400 kilo blandet i fisk i de slæb, der bliver foretaget i øjeblikket. Det er cirka 50 procent rødspætter, 25 procent torsk og resten er kuller og andet blandet fisk pr slæb.
– Det positive er, at det er nogle utroligt flotte fisk, vi får ind. De er i god foderstand og ser ud til at være sunde, hvilket er rart at se. Det er bare synd, at der ikke er flere af dem.
– Men okay, det er heller ikke sæson for torsk endnu, vi mangler noget mere kulde i vandet og nogle stabile forhold, så skal de nok dukke op, lyder det fra HM 281 Mercy, der satser på bedre fiskeforhold fra december.
De fisk, der bliver fanget af HM 281 Mercy bliver alle afsat til auktionen i Strandby.
– Det er af ren logistiske årsager, at det er blevet auktionen i Strandby, vi har valgt at bruge. I øjeblikket har de også gode priser, da det snart er jul og folk skal have deres torsk og fiskefileter, siger Henrik Bloch.