Forbereder skift fra trawl til flyshoots

L 232 Tove Kynde. Foto: Vestværftet

Skipperen ombord på L 232 Tove Kynde, Michael Larsen, anvender ikke de store superlativer, når han over for Fiskeri Tidende beskriver den seneste tids fiskeri. De seneste dage har Michael Larsen, to besætningsmedlemmer og en lærling fanget torsk og rødspætter i deres trawl i den norske zone.

– Fiskeriet er sådan set ok. Ikke supergodt, men ok, siger Michael Larsen.

Denne torsdag, hvor Fiskeri Tidende taler med skipperen, er de ved at nærme sig slutningen af deres tur. Fredag sejler de ind for at lande deres fangst. Og som altid er der lidt spænding omkring priserne:

– Sidste fredag var priserne ganske fine, så vi satser på, at det også bliver tilfældet i denne omgang, tilføjer Michael Larsen.

Når Thyborøn-fartøjet har lagt til kaj i denne omgang, bliver der skiftedag ombord på L 232 Tove Kynde.

– Når vi kommer i havn, er det min tur til at være på land i et stykke tid, mens Martin Kynde – som jo har fartøjet – vender tilbage, forklarer Michael Larsen, der har fisket med L 232 Tove Kynde i omkring tre år.

Han tilføjer, at om en måneds tid er det planen rigge om fra trawl til flyshooting. Michael Larsen lægger ikke skjul på, at hele besætningen ser frem til at rigge om og fiske med flyshoots hele sommeren.