0-kvote vil hive bunden ud af Kattegat

Danmarks Fiskeriforening opfordrer EU's fiskeriministre til at fastsætte en bifangstkvote for torsk i Kattegat – ellers vil det ramme en stribe fiskerier

Det går faktisk rigtig godt i Kattegat. Der er masser af tunger, rødspættebestanden er vokset med 20 procent og også jomfruhummerne har det godt.

Fiskerne i Gilleleje, Grenå, Strandby og Læsø mm. er klar til at fange dem, men desværre så kan torsken sætte en kæp i hjulet. Torsken er nemlig en uundgåelig bifangst, når man fisker efter jomfruhummer, tunge og rødspætte, men den er på retur –ICES, Det Internationale Havforskningsråd anbefaler en 0-kvote i Kattegat i 2020.

– Det vil betyde, at alt fiskeri i farvandet vil stoppe. Det er desværre ikke muligt at fange tunge, rødspætte og jomfruhummer uden en bifangstkvote på torsk. Selvom der ikke mange torsk i området, og selvom vi fisker med selektive redskaber, så er det uundgåeligt, at der af og til ryger en enkelt torsk med i nettet. Så en 0-kvote rammer ikke kun torskefiskeriet, men vil bremse andre fiskerier, hvor torsk er en bifangst, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

0-kvoten vil altså få store konsekvenser for fiskerne i Kattegat, såvel som de lokale havne og følgeindustrier, som i dag har indtægter fra fiskeriet. De samlede danske landinger fra Kattegat udgjorde i 2018 i alt 176 mio. kroner, og bl.a. Læsø Fiskeindustri er et af de steder, der er afhængige af fiskeriet i Kattegat. Fiskerne i Strandby og på Læsø vil kunne kompensere ved at sejle i Skagerrak, men her står kvoten også til at falde. Fiskerne i den sydlige del af Kattegat har ikke samme mulighed for at flytte til deres nærmeste farvand; Østersøen. I den østlige Østersø er der lukket for direkte fiskeri af torsk, og i den vestlige Østersø er kvoten sat langt under, hvad der var muligt inden for den biologiske anbefaling.

Samtidig er det uvist, hvor stor en effekt det vil have på torskebestanden at stoppe for fiskeriet.

Der er i forvejen lukket for alt fiskeri i gydeområdet hele året. Men torsken ser ikke ud til at gyde, og dét kan et fiskeristop ikke ændre ved. Derfor råder fiskerne politikerne til at fastsætte en bifangstkvote på 100 tons torsk, så fiskeriet i Kattegat kan bestå.

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...