Dårlige udsigter for erhvervsfiskeriet i 2020

Det er ikke overraskende, at ICES anbefaler redauktion for flere kvoter i 2020. Men reduktionen i torsk går for vidt

Det internationale Havforskningsråd, ICES, med bopæl i København har den 28. juni 2019 offentliggjort sin rådgivning om fiskerikvoter for de vigtigste kommercielle bestande i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat mv.

Og rådgivningen afspejler det billede, som fiskeriet har set over det seneste år. Selv om enkelte bestande har det godt, så bør der for flere for dansk fiskeri vigtige bestande ske en reduktion i kvoterne.

– Når man er på havet, oplever man straks, når der sker ændringer i økosystemet. I det kystnære fiskeri oplever man, at fiskene bevæger sig længere og længere fra land og bliver sværere og sværere at finde og fange. Det er derfor ikke overraskende, at der skal reduceres i niveauet for flere kvoter, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

Der er efterhånden en bred anerkendelse af, at fiskeriets påvirkning af bestandene er begrænset – det er særligt de naturlige forhold, som har betydning for bestandsudviklingen.

– Det ville være nemmere, hvis fiskeriet havde større betydning for bestandsudviklingen, for så kunne vi selv være med til at gøre noget ved udviklingen, men vi arbejder nu en gang med naturen, og den kan vi ikke kontrollere, siger Svend-Erik Andersen.

 

Rådgivningen for torsk er katastrofal

Det er især for den populære spisefisk, torsk, at rådgivningen er katastrofal. ICES anbefaler, at kvoterne i Nordsøen og Skagerrak reduceres med 70 pct.

– Torsk i Nordsøen og Skagerrak er over det sidste år er kommet under pres. Men ICES’ rådgivning afspejler ikke det billede af bestandsudviklingen, som fiskerne oplever. Der er behov for en reduktion i kvoten, men ICES’ rådgivning går for langt. Det vil sætte alt fiskeri omkring Nordsøen under et enormt pres, hvis man blindt følger denne rådgivning, understreger Svend-Erik Andersen.

 

Torsk i Kattegat

Det er særligt forslaget om en 0-kvote i Kattegat, som vækker forundring i dansk fiskeri. Hvis denne anbefaling følges, vil det kunne lukke meget fiskeri, fx jomfruhummer-fiskeriet eller fladfisk-fiskeriet, hvor der uundgåeligt er bifangst af torsk.

– Der er ingen tvivl om, at torsk i Kattegat har haft det hårdt med hedebølgen sidste sommer. Men det er uansvarligt, at ICES anbefaler en 0-kvote. Man kan sagtens give en rådgivning, som giver plads til, at man i fællesskab kan gøre en indsats for at beskytte torsk i Kattegat. Vi må håbe, at Kommissionen og myndighederne vil sikre en ansvarlig og bæredygtig fiskeriforvaltning. Vi skal fra fiskeriets side gerne bidrage, siger Svend-Erik Andersen.

Danmarks Fiskeriforening indtog Foodexpo i Herning

Naturligvis var der lækre fisk på programmet, da Danmarks Fiskeriforening indtog Hal F i Messecenter Herning

Danmarks Fiskeriforening indtog Foodexpo i Herning

Naturligvis var der lækre fisk på programmet, da Danmarks Fiskeriforening indtog Hal F i Messecenter...