Invasive østers er blevet populær spise

Fra at være et problem for den hjemlige østers, er stillehavsøsters nu blevet en populær madvare hos restauratører rundt i landet

Den invasive stillehavsøsters, som i 90’erne blev sat ud ved Vestkysten, og som siden har formeret sig eksplosivt og nærmest har udkonkurreret den hjemlige østers – specielt i Limfjorden – går nu fra at være et problem til at være en populær vare for restauranter. 

” If you can’t beat them, eat them!” – sådan lød opfordringen fra forhenværende fiskeriminister Eva Kjer Hansen, da hun tidligere på året besøgte Rømø ved Vadehavet i forbindelse med offentliggørelsen af lokationen for Danmarks Østers festival. Det skriver magasinet Food & Drink.

Fra at være et problem, er den invasive østers nu blevet et velsmagende “problem”, som restauratører har fået øjnene op for.

Én af de første var restauratør Anders Selmer, som er indehaver af blandt andet Kødbyens Fiskebar og Musling Bistro i København. Han indledte for nogle år tilbage et samarbejde med en østersfisker i Limfjorden, som begyndte at tage stillehavsøstersene fra til ham i stedet for som vanligt blot at smide dem i affaldscontaineren, når de blev landet.

– Vi er store tilhængere af at spise det, der er omkring os, og vi vil gerne gøre vores del til at løse problemet med de invasive stillehavsøsters, så vi tager alle dem, vi kan få, siger Anders Selmer, og påpeger, at der er en del arbejde med den invasive art.

– Stillehavsøstersen vokser sammen i lag, så de kræver en del tid for både fiskerne og os at håndtere. Derfor er de ikke usandsynligt billige, men de koster cirka halvdelen af, hvad limfjordsøstersen koster, så det betyder, at vi kan tilbyde gæsterne en oplevelse med danske østers til en fornuftig pris, fortæller restauratøren.

Formerer sig hurtigere

Selv om østers i rigt mål burde være en velsignelse, er problemet med stillehavsøsters tilstedeværelse i Limfjorden nemlig, at den fortrænger limfjordsøsters, som er den oprindelige europæiske østers og én af de mest unikke delikatesser, den danske fauna har at byde på.  Problemet med stillehavsøsters er, at den formerer sig tre gange hurtigere end limfjordsøsters, og den formerer sig i lag eller tætte klynger, som fortrænger limfjordsøsters fra dens levesteder.

Et andet problem er, at stillehavsøsters’ klynger lægger sig på muslingebankerne og kvæler dem. Det skader muslingefiskeriet i Limfjorden, mens det i Vadehavet gør livet sværere for områdets fugle, som lever af muslingerne og dermed har vanskeligere ved at finde føde.