Jeg vil gerne bidrage til en holdningsændring

Kurt Adsersen fra Hvide Sande er klar til at tale fiskeriet op i en ny række programmer om Vestfiskerne

Når en ny række programmer med Vestfiskerne ruller over skærmen, bliver det bl.a. med medvirken af Hvide Sande fiskeren Kurt Adsersen.

Kurt Adsersen fra Hvide Sande er én af de fiskere, der har deltaget i en ny række programmer om vestfiskerne, der er udarbejdet af konsumfisk. Kurt Adsersen besøgte et vestjysk plejehjem, og for ham var det en rigtig god oplevelse. For Kurt Adsersen vil gerne slå et slag for, at flere sætter fisk på menuen.

– Jeg synes, det er skammeligt, at danskerne ikke spiser mere fisk. Vi har den her fantastiske og lækre råvare lige uden for vores dør, og danske fiskere leverer den ypperste kvalitet inden for fisk. Det budskab vil jeg gerne være med til at slå et slag for, lyder det fra den vestjyske fisker, der ejer fartøjerne RI 527 Vibeke Bram og RI 427 Anette Helene.

For Kurt Adsersen giver det derfor også rigtigt god mening, at storkøkkenerne skal med som allieret, når fiskerne skal kæmpe for at få mere fisk på menuen:

– Jeg fik i projektet lov at arbejde sammen med et plejehjem, og jeg valgte at tage havkat med til dem, fordi det er en god fisk, der smager rigtigt godt. Og i foråret, når vi fanger mange af dem, er den tilmed billig. De havde aldrig prøvet at tilberede sådan en før, men de var enormt begejstrede, fortæller Kurt Adsersen.

 

Spred det gode budskab om fiskeriet

Kurt Adsersen påpeger, at alt for mange danskere ganske simpelt ikke ser de kulinariske muligheder, der gemmer sig i fisken. For fisk er meget mere end stegte rødspætter og torsk.

– Jeg tror, vi kan komme langt ved at inspirere dem til at få mere ud af fisken. Og jeg er helt overbevist om, at det nytter noget, når vi får mulighed for at introducere flere til fiskeriet og mødes ansigt til ansigt, lyder det fra Kurt Adsersen.
Særligt det ry, som fiskeriet har fået gennem de seneste år, vil den vestjyske skipper gerne være med til at ændre:

– Det er godt at komme ud og fortælle historien om, hvordan det er at være fisker. Vi har al mulig grund til at være stolte af vores fiskeri. Og vi bør være stolte! Selvfølgelig påvirker det naturen, når man fisker, men det gælder jo for alt fødevareproduktion. Men så længe vi fisker effektivt, og konstant arbejder for at udvikle os, så bør vi med rette være stolte af vores fiskeri i Danmark. Jeg vil gerne medvirke til at sprede budskabet om, at du godt kan være en god og ordentlig fyr, selvom du har en stor båd.

Du kan læse mere om den nye programserie med Vestfiskerne her:
https://fiskeritidende.dk/nyheder/fiskeri/2020/april/vestfiskerne-tager-paa-plejehjem-og-efterskole/