Stort fald i fiskepriserne de seneste dage

Auktionerne melder om store prisfald på alle gode konsumfisk de seneste par dage. Det er svært at finde afsætning på det europæiske marked

Fra de danske fiskeauktioner lyder det enslydende, at de tilførsler, der har været de seneste par dage, og som svarer til normale tilførsler, er for store til, at markederne kan bære det på grund af corona- situationen.

– Alle fisk falder, så de må ikke kunne afsætte det. Lige nu er der ingenting, der kan afsættes. Før påske rettede prisen sig, men efter påske er det gået helt skævt. Og i indeværende uge er det helt galt. Det er en kæmpe udfordring, og svært at sige, hvad vi skal gøre ved det. Markederne er faldet fuldstændig sammen, og vi har aldrig oplevet noget lignende, siger Michael Lodahl, administrerende direktør, Danske Fiskeauktioner, der står for fiskeauktionerne i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande.

Han er ikke meget for at sælge fisk til de priser, der har været de seneste dage.

– Det har jo ramt alle fiskeauktioner. Der er ingen af os, der bryder os om at sælge gode spisefisk til 4, 5 eller 6 kr. kiloet. Men det er helt dernede, vi er, siger Michael Lodahl.

Fra Danmarks Fiskeriforening PO lyder der nu en opfordring til de danske fiskere om, at man i øjeblikket er opmærksom på de meldinger, der kommer fra auktionerne og opkøberne.

– Det er en meget alvorlig situation for dansk fiskeri. Og det er vigtigt, at man lytter til de signaler, der kommer fra auktioner og opkøbere, siger formand Svend-Erik Andersen.

Den enkelte fisker skal tænke sig om og planlægge anderledes end normalt. Det gælder for eksempel kortere fangstrejser og spredning af landingerne over ugens dage.

– Det er drønærgerligt ikke at kunne komme af med fangsten, hvis man har haft et fornuftigt fiskeri. Men de traditionelle markeder i Europa er nærmest ikke eksisterende som følge af corona-situationen, vurderer Svend-Erik Andersen.

Det er ikke første gang, fiskeriet er i vanskeligheder, men Svend-Erik Andersen er overbevist om, at man også kommer gennem denne krise. Desværre er der ingen, der kan sige, hvor længe krisen varer.

– Fiskeriet har tidligere været i situationer med store afsætningsmæssige udfordringer, hvor vi er kommet ud på den anden side. Det er jeg helt sikker på, at vi gør igen, slutter Svend-Erik Andersen.