For fremtiden vil der være kamera over sorteringsbåndet på de bundtrawlere, som fisker efter jomfruhummere i Kattegat.
Det har fiskeriminister Rasmus Prehn (S) besluttet efter flere drøftelser med Folketingets partier, erhvervet og DTU Aqua, oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
– Havmiljøet er historisk presset. Torsken kæmper for sin overlevelse, og det tager jeg dybt alvorligt. Hvis vi også i fremtiden skal have torsk i Kattegat, bliver vi nødt til at tage skeen i den anden hånd. Derfor skal fartøjer i Kattegat fremover have kamera over sorteringsbåndet, så vi passer bedre på torsken. Samtidig har vi en klar aftale med EU: Hvis der ikke er kamera på kutterne, så er bifangstkvoten på torsk i alvorlig fare. Det sidste vil betyde et totalt stop for jomfruhummerfiskeri i Kattegat. Derfor har jeg valgt kameraer. Hvis prisen for fiskeriets overlevelse er at filme de fisk, der bliver fanget, og de hænder der sorterer dem, så synes jeg, at vi skal spytte i næven og sige, at det er en aftale, lyder det fra Rasmus Prehn.
I løbet af 2022 vil Fiskeristyrelsen stå for at montere kamera på omkring 100 fartøjer i Kattegat.