Enhedslisten vil forbyde rejefiskeri på vestkysten

Forslaget vil ramme hårdt i Hvide Sande og helt gøre en ende på fiskeriet i Esbjerg og på Rømø

Enhedslisten vil forbyde trawlfiskeri langs hele den jyske vestkyst.

Forslaget vil blandt andet medføre, at det er helt slut med fiskeri efter hesterejer, hvilket vil gå hårdt ud over fiskeriet i Hvide Sande og helt lukke fiskeriet i Esbjerg og på Rømø.

Onsdag eftermiddag var Venstres folketingsmedlem Mads Fuglede derfor en tur i Hvide Sande for at mødes med rejefisker Lars Høj, der har fartøjet RI 426 Mette Janni, og med Thomas Sloth, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, som dækker både Hvide Sande, Esbjerg og Rømø.

– Vi er meget bekymrede for det, og vi synes ikke, det er rimeligt, at vi skal hænges ud på den måde, vi bliver det, sagde Lars Høj med henvisning til de mange tiltag, man har taget for at gøre rejefiskeriet grønt og klimavenligt.

– Vi har valgt, at vores rejer skal være MSC-certificerede. Det betyder blandt andet, at vi fisker med store masker, og at der er perioder på året, hvor vi ikke fisker. Det har været forbundet med en masse bøvl, men det er helt fint, for vi vil gerne den grønne omstilling. Men det kan ikke være rigtigt, at takken så skal være, at man kommer og stikker os i kniv i ryggen, sagde han.

Mads Fuglede erklærede sin fulde opbakning til rejefiskerne.

– Jeg forstår godt, at I er nervøse, for der er ingen tvivl om, at partierne på den yderste venstrefløj gerne ser, at dansk fiskeri bliver afviklet, så vi ikke længere har et egentligt erhvervsfiskeri, som vi kender det i dag. Vi så, hvor hurtigt det kan gå, da regeringen pludselig gik med til at forbyde trawlfiskeriet i bælterne som en del af finansloven sidste år, sagde Mads Fuglede.

– I Venstre arbejder vi for at sikre gode vilkår for dansk fiskeri, og vi kommer til at se alle de tiltag igennem, som regeringen har lavet i den her periode. Jeg forventer også, at vi kommer til at rulle meget af det tilbage, sagde han.

 Det er ikke kun langs den jyske vestkyst, at Enhedslisten vil forbyde trawlfiskeriet. Partiet vil også indføre et trawlfrit område i Kattegat og udvide trawlforbuddet i bælterne. 

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i alle tilfælde skal betale CO2-afgift, når de tanker i...

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i...