Tunen er tilbage

Og en dag kan det forhåbentlig føre til en tunkvote til de danske erhvervsfiskere

I 2023 blev der fanget tun i Skagerrak og Øresund med henblik på at mærke de store dyr til forskning. Foto: Henrik Lund

Ud for Skagen er der i disse dage besøg af et helt særligt dyr. Havets konge: Den blåfinnede tun!

Efter 60 års fravær er den tilbage i dansk farvand. Hvorfor? Det er DTU Aqua ved at undersøge i et storstilet projekt, hvor de fanger, mærker og genudsætter tun. Frivillige hjælper til, heriblandt biolog i Danmarks Fiskeriforening Henrik S. Lund.

Og minsandten om han ikke var med til at fange en tun.

 

I sidste øjeblik

Henrik og en flok tun-entusiaster tog til Skagen fredag. Men vejret drillede, og de måtte vente til tidlig lørdag morgen kl. 5 med at tage på tunfiskeri.

Dagen gik uden bid… Først kl. 16.45 – et kvarter, før de skulle stoppe – skete der noget. De fangede en flot tun på 2 meter og 52 centimer. Mærkebåden med DTU Aqua-eksperter blev tilkaldt, tunen inspiceret, mærket og sat ud igen.

En fed oplevelse, fortæller Henrik Lund. Som glad fisker er det altid noget særligt at være med til at hive så stort et dyr i land. Og som biolog er han begejstret for, at tunen er tilbage. For forhåbentlig kan det bane vejen for, at de danske erhvervsfiskere får en kvote på tunen.

 

Stort potentiale i en kvote

I dag sidder Spanien, Frankrig, Italien, Malta, Kroatien, Grækenland, Portugal og Cypern på kvoten, men det bør der laves om på.

– En dansk kvote er vejen frem, så erhvervsfiskere og lystfiskere kan få adgang til at fiske efter denne konge af tun. Der er som sådan ikke brug for en kæmpe kvote og f.eks. bare små 100 tons ville være nok til at starte et fiskeri op, siger Henrik S. Lund:

– Der ligger et kæmpestort potentiale i et dansk tunfiskeri, der vil kunne udvikles på mange måder. Et erhvervsfiskeri, der sikrer topkvalitet af fisk til udlandet, men så sandelig også herhjemme. Hvem kunne ikke tænke sig at sidde på en restaurant i Skagen og spise en tun-steak, der er fanget få timer for inden, lige uden for døren?