Når man som fisker er på havet, skal man registrere sammensætningen af sine fangster.
Det gælder både for konsumfiskere og for industrifiskere.
I industrifiskeriet er man nødt til at vurdere fangstens sammensætning baseret på stikprøver, fordi det ikke er praktisk muligt at lave en optælling af alle de mange små fisk.
Men hvad sker der så, hvis et fartøj bliver taget ud til kontrol, og kontrollørernes stikprøver viser noget andet end fiskerens?
Hidtil har praksis været, at man som fisker har fået en bøde, hvis der har været mere end ti procent forskel på det, fiskeren er nået frem til ude på havet, og det kontrollørerne efterfølgende er nået frem til.
Bøderne er blevet uddelt til stor frustration for fiskerne, for der kan være gode forklaringer på, at stikprøverne viser noget forskelligt, og fordi det er meget svært at se, hvad der skulle få en fisker til bevidst at skønne forkert.
For uanset om bifangsten i f.eks. brislingefiskeriet er sild eller sperling, så afskrives bifangsten på brislingekvoten, og fiskeren afregnes med udgangspunkt i, at hele fangsten er brisling. Der er altså ingen økonomiske incitamenter til at registrere fangstsammensætningen forkert, så længe den samlede bifangst er under en vis andel.
Når stikprøverne nogle gange viser noget forskelligt, kan det også skyldes, at fiskeren foretager sine stikprøver i umiddelbar forlængelse af, at fangsten kommer om bord på skibet, hvorefter der sker en naturlig fordeling af fangsten i lasten på den måde, at de tungeste fisk samler sig i bunden og de letteste foroven.
Med assistance fra Sydvestjysk Fiskeriforening valgte nogle vestjyske fiskere derfor at få deres bødesager prøvet for retten, og tre af disse har nu fået annulleret deres bøder.
Det fortæller fiskernes advokat Andreas Leidesdorff, der er partner i ditAdvokathus i Ringkøbing.
– Vi har nu tre gange i træk haft held til at overbevise byretten om, at fiskerikontrollens stikprøver ikke er stærke nok beviser til at idømme fiskerne bøder. Man kan ganske enkelt ikke fastslå fangstens sammensætning ved at foretage så små stikprøver, som man gør, siger Andreas Leidesdorff.
Han fortæller, at der har været tale om bøder i størrelsesordenen fra 17.000 kroner til mere end 70.000 kroner.
– Hvis man som fisker ligger inde med bøder af den her slags, så er min klare opfordring, at man skal prøve at udfordre dem, for der er rigtig gode chancer for, at man vinder de her sager. Der er flere af mine klienter, der har sagt, at de her bøder er nogle, de budgetterer med som en omkostning, fordi de er umulige at undgå, og det er altså ikke rimeligt, at uanset hvor umage man gør sig, og uanset hvor rigtigt man skønner, så risikerer man alligevel at få en bøde, siger Andreas Leidesdorff.
Thomas Sloth, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, glæder sig over, at fiskerne har fået annulleret deres bøder.
– Vi er selvfølgelig glade for at have fået rettens ord for, at vores medlemmer ikke har haft nogen hensigt om at foretage sig noget ulovligt, men jeg synes, det er ærgerligt, at det skal komme så vidt, at sagerne skal for retten. Det burde have være stoppet ved, at Fiskeristyrelsen selv havde indset det, for der er mange, der har valgt bare at betale bøderne for at få dem ud af verden, siger Thomas Sloth.