Der er ikke længere plads til erhvervsfiskeriet i Sønderborg

Sønderborg Kommune råder over 250 km kyststrækning – men byrådet kan ikke finde en ny kajplads til de lokale erhvervsfiskere, der ikke længere er ønsket på deres gamle plads

Hvis man står på Als-siden og kigger over på den jyske side af Sønderborg, så kan man ikke undgå at se nogle fiskefartøjer og to gamle havne-busser fra København. Der er også en lagerhal, men den skriger ikke ligefrem af fiskeri. Ikke desto mindre indeholder den et isværk, kølerum og lagerrum, som de lokale fiskere kan benytte sig af. For der er stadig erhvervsfiskeri i Sønderborg, men nu vil kommunen af med fiskerne, for deres kajplads er eftertragtet, da der skal bygges nye, dyre lejligheder helt ned til Alssund og med udsigt over idylliske Sønderborg.

Og sønderjysk idyl rimer ikke på erhvervsfiskeri, det er i hvert fald fiskernes oplevelse.

– Dem fra kommunen vil gerne af med os, da vores arbejde både lugter, larmer og er i vejen. Så er det nemmere bare at skille sig af med os og ikke komme med løsninger på problemet, lyder det fra Palle Heinrich, der er forhenværende erhvervsfisker og i dag ejer en cykelfærge og de to havnebusser.

Sønderborg Kommune har haft planer om at udvide med luksuslejligheder på havnefronten siden 2009, men til trods for, at der har været 15 års forberedelsestid, er der endnu ikke fundet en løsning på, hvor man kan rykke fiskerne hen.

Ryk ud af kommunen

– Kommunen foreslog, at fiskerne bare kunne rykke op til Aabenraa, hvor der stadig er erhvervsfiskeri, men det giver bare ikke mening for os, fortæller Palle Heinrich.

Hvis fiskerne rykker til Aabenraa, så er de ikke i tvivl om, at den nye by vil tage imod dem med åbne arme, men det er bare ikke helt så simpelt.

– Der er tre timers sejltid bare her fra Sønderborg til Aabenraa med de kuttere, vi ejer. Så skal vi fiske hernede, for så at sejle derop med vores landinger og her-ned igen, for hvordan skal vi ellers komme frem og tilbage? Det vil give en masse ekstra sejltid, som ikke burde være nødvendig, forklarer Palle Heinrich og fortsætter:

– Derudover, så er det Sønderborg Kommunes beslutning, at vi ikke længere skal være hernede, så må de da finde en løsning og give os en ny plads i samme kommune. De kan da ikke bare rykke os til en anden kommune.

Sønderborg Kommune har også prøvet at forslå Mommark Havn, hvilket ligger i den rigtige kommune, som alternativ til en ny havn, men det forslag bringer et nyt problem til bordet.

Problemet er her, at havnen i Mommark er privatejet, så kommunen kan ikke uden videre forlange, at fiskerne rykker derover.

Truet med fogeden

Erhvervsfiskerne skulle egentlig have været ude 1. marts, men de er der stadig. De var blevet truet med fogeden og udsættelse, men det ser ud til, at de er fredet for en periode.

– Sidste nyt er, at efter Allan Buch, næstformand i Danmarks Fiskeriforening og formand i Bælternes Fiskeriforening, har været til møde med Sønderborg Kommune om situationen, har forvaltningen valgt henvende sig med en forespørgsel om, hvor vidt vi var interesserede i at forlænge lejemålet med op til 30 måneder.

– Men vi har ikke truffet nogen beslutning, da vi ikke har set betingelserne for aftalen endnu. Og tilbuddet er kun lagt frem som en eventuel mulighed. Det er fint nok, men det skal jo følges op med en holdbar, langsigtet løsning, fortæller Palle Heinrich.

Takker fiskerne ikke ja, så de kan risikere snart at stå uden tag over deres isværk, med alle deres grejer og truck udenfor, og uden mulighed for at rykke det hele et andet sted hen.

Bælternes Fiskeriforenings generalforsamling er aflyst

Lørdag den 7. marts skulle, der have været generalforsamling i Bælternes Fiskeriforening, men den er nu aflyst

Bælternes Fiskeriforenings generalforsamling er aflyst

Lørdag den 7. marts skulle, der have været generalforsamling i Bælternes Fiskeriforening, men den er...