Deltag i forsøgsfiskeri med frit redskabsvalg og elektronisk monitering

Nu er der mulighed for, at op til seks trawl fiskere kan ansøge om deltagelse i forsøgsfiskeri efter blandede demersale arter for at udvikle det danske trawlfiskeri

DTU Aqua og Danmarks Fiskeriforening (DFPO) vil lave et videnskabeligt forsøgsfiskeri efter blandede demersale arter i samarbejde med lokale trawl fiskere i Kattegat og Skagerrak (dansk samt svensk og norsk zone). Formålet er at undersøge, om nogle af de nuværende tekniske regler under et fuldt dokumenteret fiskeri bliver overflødiggjort, og om man derved kan motivere fiskernes brug af EM (elektronisk monitorering) ved i samme forbindelse at tilbyde dem regelforenkling. Projektet giver mulighed for at anvende andre selektivanordninger end dem, der i dag er beskrevet i gældende lovgivning

Det er muligt for 6 trawlfartøjer at deltage i projektet. DTU og DFPO udvælger de fartøjer blandt ansøgerne, som skal deltage i forsøget.

Fiskeristyrelsen har mulighed for at udlåne 2 kamerasystemer til forsøget, såfremt fartøjet ikke allerede har monteret kamera. Udlånet forudsætter dog, at fartøjet selv står for udgifterne til installation og efterfølgende nedtagning samt eventuelt vedligehold.

De deltagende fartøjer skal selv sørge for at dække deres fangst og eventuelle bifangster under fiskeriet i form af egen kvote til de pågældende arter, eller alternativt at leje sig på plads efterfølgende. Der vil ikke blive stillet ekstra kvote til rådighed gennem projektet.

Forsøg og formål:

Formålet med forsøget er at afdække mulighederne for at opnå en bedre udnyttelse af fiskebestandene vha. frit redskabsvalg mod fuldt dokumenteret fiskeri med EM. Her vil fiskerne selv have mulighed for at vælge eller udvikle det redskab/selektivanordning, der bruges.

For at sikre, at der opnås bedst mulig viden om fangsten, variationen i denne, områderne hvor fiskeriet foregår samt bifangsten, skal de deltagende fartøjer have EM-kameraer installeret ombord. Kamera- og sensordata vil blive gjort tilgængelige for DTU Aqua og Fiskeristyrelsen.

Ved udførelse af forsøgsfiskeriet kan fiskerne enten benytte allerede lovlige redskaber eller et andet redskab, fiskerne mener vil give en bedre fangstsammensætning (dvs. forbedre fangsteffektivitet for målarten, men stadig sikre en lav fangrate for bifangstarter som f.eks. torsk).

DTU Aqua vil deltage på udvalgte fangstrejser i forbindelsen med forsøget.

Forventede resultater:

DTU Aqua forventer at opnå følgende resultater på baggrund af forsøgsfiskeriet:

– En beskrivelse af, hvorvidt man kan opnå en bedre udnyttelse at fiskebestandene vha. frit redskabsvalg mod fuldt dokumenteret fiskeri med EM

Krav til de deltagende fartøjer:

  • Forsøgsperioden er fra 1. juli 2024 til 31. december 2025.
  • Hvert fartøj skal have EM system med kamera tændt og funktionsdygtigt under forsøget, så længe der fiskes i Kattegat/Skagerrak. DTU og Fiskeristyrelsen skal have fuld adgang til al sensor- og kameradata.
  • Fartøjerne skal følge de aftaler, der er indgået med DTU Aqua, samt den tilladelse, der bliver udstedt til fartøjet af Fiskeristyrelsen, herunder fjernelse af maskering i det omfang, der vurderes at være behov herfor til fuld dokumentation af fangsten.
  • Fartøjerne skal følge den forsøgsprotokol, DTU Aqua udarbejder. (Bilag 1)
  • Fartøjerne sørger selv for at dække fangster og eventuelle bifangster under fiskeriet ved selv at have kvote til de pågældende arter, eller leje sig på plads efterfølgende.
  • Fartøjerne skal fiske med mindst to trawl.

Hvis du er interesseret i at deltage i forsøget, skal du udfylde og indsende tro og love-erklæringen i bilag 4.1 på mail til jpfe@aqua.dtu.dk med Fiskeristyrelsen (forsoegsfiskeri@fiskeristyrelsen.dk) i kopi.

Mailens emnefelt skal udfyldes således: ”Forsøgsfiskeri med frit redskabsvalg og elektronisk monitering”. Ansøgningen skal sendes i perioden mellem 1. juni til og med 15. juni.

Hvis der er spørgsmål til forsøget, kan Jordan Feekings fra DTU Aqua kontaktes på mobilnummer 24895821.

Såfremt vi modtager flere ansøgninger, som opfylder kravene for deltagelse, end der er pladser, vil der blive lavet en tilfældig lodtrækning blandt ansøgerne.

Om forsøgsfiskeri og deltagelse i projekter

Fiskeristyrelsen annoncerer jævnligt muligheden for at deltage i forsøgsfiskeri. Det sker via Fiskeristyrelsens hjemmeside og via udsendelse af nyhed. Annonceringerne sker både i forbindelse med 2% forsøgsfiskeri, hvor fiskeren kan tildeles kvoterede fisk for deltagelse i projekter, men også i forbindelse med teknisk forsøgsfiskeri, hvis Fiskeristyrelsen og ansøger af projektet vurderer, at det er relevant. Fiskeristyrelsen er ansvarlig for at udstede fiskeritilladelser og for at sikre transparens og lige adgang for alle. Annonceringen af forsøgsfiskerier foregår derfor via Fiskeristyrelsen, der på baggrund af projektets indstilling, udsteder relevante fiskeritilladelser til at deltage i forsøget

Bilag 1: DTU Forsøgsprotokol til forsøgsfiskeri med frit redskabsvalg og elektronisk monitering

Ansøgningsrunde om fiskeri af fladfisk i Tyskland er nu åben

Fiskerfartøjer, der er indregistreret i Danmark, kan nu søge om adgang til erhvervsmæssigt fiskeri af anden fladfisk end rødspætter i tysk farvand i Østersøen...

Ansøgningsrunde om fiskeri af fladfisk i Tyskland er nu åben

Fiskerfartøjer, der er indregistreret i Danmark, kan nu søge om adgang til erhvervsmæssigt fiskeri af...