Er alt trawl skadeligt for havbunden? Dette spørgsmål stillede Jakob Dyrman, kandidat til EU-parlamentet for Venstre, til sig selv. For at få svar tog for nylig til Læsø, hvor han tog ud for at fiske efter jomfruhummere med bundtrawl.
“Nu har jeg været med på en fisketur efter jomfruhummer med bundtrawl i Kattegat, og det jeg kan konstatere, er, at der er rigtig mange steder i Kattegat, hvor man ikke må fiske med bundtrawl. Skipper på fartøjet viste mig hele tiden på et kort, hvor der er forbud mod fiskeri med bundtrawl,” skriver Jakob Dyrman på sin Facebook-side.
Han skriver videre, at de sejlede ud fra Læsø og op til Skagen, hvor de via to træk kunne konstatere, at trawlet udelukkende havde bevæget sig hen over golde havbunde, da de kun så sedimenter som ler og silt på selve garnet.
“Ålegræs var ikke at finde i nettet i nogle af de to træk, og det stemmer fint overens med de oplysninger, man kan finde om ålegræs, der viser, at det findes på 5-6 meters dybde i de åbne danske havområder,” skriver Jakob Dyrman videre.
Han opfordrer til at fortsætte debatten baseret på fakta og nuancer.