Mulighed for brevstemmeafgivning på danske fiskefartøjer på fjernfiskeri

Søndag den 9. juni 2024 er der valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, hvis du er på fjernfiskeri den dag, kan du brevstemme forinden

Foto: Indenrigsministeriet

Søndag den 9. juni 2024 er der valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet.

Denne artikel indeholder en række vigtige oplysninger til brug for danske skibe i udenrigsfart, fiskefartøjer på fjernfiskeri, og for danske havanlæg uden for dansk område, hvor der kan brevstemmes fra 3 måneder før valgdagen, dvs. fra og med lørdag den 9. marts 2024.

Betingelser og frist for brevstemmeafgivning

Der er ikke nogen sidste frist for at brevstemme i udlandet. En brevstemme skal dog være afgivet i så god tid inden valgdagen, at brevstemmen kan være sendt hjem og modtaget i kommunen, inden valget går i gang kl. 9 på valgdagen. Ingen vælger, der henvender sig for at brevstemme før valgdagen, kan dog afvises, uanset at det ikke er sandsynligt, at brevstemmen kan nå hjem i tide.

Ret til at brevstemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark har enhver, der på valgdagen

  • har valgret til Folketinget eller
  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrigemedlemsstater i EU eller
  • er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, er fyldt 18 år og harfast bopæl i Danmark eller er registreret i Udenrigsministeriets protokol

    (EU-diplomater), eller

  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark.

Vælgere, der er umyndige, har også valgret til Europa-Parlamentsvalg.

Vælgere, der bor på Færøerne eller i Grønland, kan som udgangspunkt ikke stemme til Europa-Parlamentsvalget, da der ikke afholdes valg til Europa-Parlamentet på Færøerne og i Grønland. Der gælder visse undtagelser herfor, hvis vælgeren opholder sig på Færøerne eller i Grønland af nogle nærmere angivne grunde, f.eks. som udsendt af en dansk myndighed eller virksomhed.

På Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside findes flere oplysninger om udlandsdanskeres valgret: https://valg.im.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret/.

Vælgere, der midlertidigt opholder sig på Færøerne eller i Grønland, kan brevstemme på de færøske og grønlandske folkeregistre og hos de særligt bemyndigede stemmemodtagere på Færøerne og i Grønland.

Søfolk og passagerer på danske skibe, der sejler i udenrigsfart, herunder danske fiskefartøjer på fjernfiskeri, samt ansatte på danske havanlæg uden for dansk område kan brevstemme på skibet/anlægget.

Der kan ikke brevstemmes på danske skibe i indenrigsfart.

Skibsførerens/anlægschefens ansvar

Skibsføreren/anlægschefen eller den, som skibsføreren/anlægschefen har udpeget, er stemmemodtager og sørger for, at passagerer og medarbejdere får mulighed for at brevstemme.

Skibsføreren/anlægschefen skal sørge for fremsendelse af brevstemmerne, se afsnit 6.

Brevstemmemateriale

Ved brevstemmeafgivning må der kun bruges det brevstemmemateriale, der er fremstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og som er gengivet i bilag 1 (billede af brevstemmematerialet).

Brevstemmematerialet kan for Indenrigs- og Sundhedsministeriets regning bestilles direkte hos Stibo Complete, Vandtårnsvej 83 A, 2860 Søborg, tlf. 43 22 73 00, e-post: kundeservice@stibocomplete.com. Det er ikke muligt at bestille brevstemmemateriale via forlagets hjemmeside.

Det brevstemmemateriale, som blev fremstillet til Europa-Parlamentsvalg i 2008 og 2014, kan bruges ved Europa-Parlamentsvalget i 2024.

Brevstemmemateriale til folketingsvalg, folkeafstemninger eller kommunal- og regionalvalg kan ikke bruges til Europa-Parlamentsvalg.

Sådan brevstemmer man

Fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning er beskrevet på bagsiden af følgebrevet i brevstemmematerialet.

På yderkuverten skal vælgeren påføre adressen til sin bopælskommune i Danmark, se bilag 3.

Til brug ved brevstemmeafgivningen vedhæftes en vejledning til vælgerne om brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg. Vejledningen indeholder bl.a. oplysning om de partier, der pr. dags dato er opstillingsberettigede til Europa-Parlamentsvalg, og deres bogstavbetegnelser. Hvis andre partier bliver opstillingsberettigede, vil ministeriet snarest muligt sende en ny vejledning.

De opstillede kandidater vil blive offentliggjort på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside valg.im.dk i senest fredag den 26. april 2024. Det vil være hensigtsmæssigt, at en udskrift af disse oplysninger udleveres til vælgere, der brevstemmer efter dette tidspunkt.

Vælgere kan forlange hjælp til at udfylde brevstemmen og/eller følgebrevet, hvis vælgeren ikke selv er i stand til det.

Hjælpen ydes som udgangspunkt af en eller flere stemmemodtagere. Bemærk, at enhver vælger har ret til at få hjælpen til stemmeafgivningen fra en person, som vælgeren selv har udpeget. Den personligt udpegede hjælper vil enten hjælpe sammen med stemmemodtageren eller alene. Hvis hjælpen ydes af både en personligt udpeget hjælper og en stemmemodtager, skal hjælpen ydes af disse i forening. Det er dog stemmemodtageren, der sikrer sig vælgerens identitet, giver vælgeren vejledning m.v. og attesterer stemmeafgivningen på følgebrevet.

Enhver vælger kan også forlange at få hjælp til stemmeafgivningen alene af en person, som vælgeren selv har udpeget. Det er dog en betingelse, at vælgeren over for stemmemodtageren udtrykkeligt og utvetydigt tilkendegiver et ønske om alene at få hjælp af en personligt udpeget hjælper, og at ønsket er begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det er stemmemodtageren, der vurderer, om disse to betingelser er opfyldt.

Fremsendelse og frankering af brevstemmerne

Skibsføreren/anlægschefen eller den, skibsføreren/anlægschefen har udpeget til at stå for brevstemmeafgivningen, skal sørge for, at brevstemmerne (yderkuvert med indhold) sendes hurtigst muligt, så de kan være fremme i kommunen, inden valget starter på valgdagen kl. 9. Yderkuverterne må ikke lægges i andre konvolutter ved afsendelse.

Udgifter til porto afholdes af rederiet/selskabet.