Valg af dieselmotor på nyt forskningsskib vækker undren

Valget af dieselmotoren, der skal suppleres med biodiesel og en batteripakke, har vakt opsigt i den maritime sektor

Koncepttegning af det kommende Dana V. Foto: DTU Aqua

DTU møder kritik for at vælge en klassisk dieselmotor som fremdrift til det kommende forskningsskib Dana V, trods øget fokus på grøn omstilling i skibsfarten.

DTU har insisteret på en dieselelektrisk løsning, selvom en donation fra A.P. Møller Fonden har opfordret til brug af grønne brændstoffer, skriver Ingeniøren.

Valget af dieselmotoren, der skal suppleres med biodiesel og en batteripakke, har vakt opsigt i den maritime sektor, hvor virksomheder som Mærsk satser på grønnere alternativer som metanol.

Sender et uheldigt signal

Jørk Rudolph fra Nordhavn Power Solutions kritiserer DTU for ikke at have afsøgt markedet mere åbent for grønnere løsninger. Han påpeger, at den private sektor allerede eksperimenterer med nye brændstoffer, og at DTU’s valg sender et uheldigt signal i en tid, hvor skibsfarten står midt i en stor grøn omstilling.

Jørk Rudolph er særligt overrasket over, at DTU i deres udbudsmateriale specifikt har efterspurgt en dieselelektrisk løsning frem for en mere bæredygtig teknologi.

DTU forsvarer beslutningen ved at fremhæve, at forskningsskibets primære formål er at være en platform for forskning, og at valget af fremdriftssystem er sket efter overvejelser om økonomi og teknologi.