DF: Læsøs jomfruhummerfiskeri må ikke lukke

Fiskeriordfører Peter Kofod (DF) besøgte Læsø for at blive klogere på konsekvenserne ved regeringens forslag om bl.a. trawlfri områder i Kattegat

Peter Kofod (i midten) besøgte mandag Læsø - heriblandt Læsø Fiskeindustri. Privatfoto

– Jomfruhummerfiskeriet på Læsø må ikke lukke. Det vil vi i Dansk Folkeparti ikke have på vores kappe.

Sådan siger Dansk Folkepartis fiskeriordfører Peter Kofod, efter at han 7. april besøgte Kattegatøen. Her mødtes han med bl.a. med formanden for Læsø Fiskeriforening Thomas Christiansen, Læsø Fiskeindustris Finn Mikkelsen og borgmester Tobias Birch Johansen, for at drøfte konsekvenserne af regeringens fiskeriudspil. Det er især planerne om at indføre trawlfrizoner i dele af Kattegat, som bekymrer fiskerne – og Peter Kofod.

– Det er klart, at hvis man følger regeringens forslag, så vil det få store konsekvenser. Det vil ramme Læsø hårdt, og det ønsker vi ikke i DF. Vi vil ikke være med til, at fiskeriet og fabrikken lukker. Derfor går vi til de her forhandlinger med det på blokken, at vi skal redde Læsø, siger fiskeriordføreren:

– Jeg bliver da stolt over, at de danske fiskere fanger jomfruhummere, som bliver pakket og sendt til Italien. Det er danske eksportvarer af højeste kvalitet, som så tilmed holder liv i en lille ø. Det er værd at holde hånden under.

Men hvordan gør man så det? Peter Kofod, som bl.a. fik følgeskab af de tre lokale DF’ere Leif Kristensen, Karsten Skov og Mogens Simonsen, samt næstformand i Dansk Folkeparti Majbritt Birkholm, spurgte interesseret ind til fiskernes løsninger og ideer, så de kan fortsætte deres erhverv. Forslag om bl.a. udvikling af redskaber tager han nu med til forhandlingsbordet.

– Vi har været ved regeringen nogle gange, og jeg forventer at blive indkaldt igen. Der er et stykke vej endnu, siger Peter Kofod om de aktuelle fiskeripolitiske forhandlinger.