Færre landinger af industrifisk i januar

I januar 2025 er der sket en stor nedgang i landinger af industrifisk. Der er bl.a. landet langt færre blåhvilling og brisling i de danske havne

Foto: Fiskeri Tidende

Gik landingerne ned, da CO2-afgiften kom i januar? Nej, har det lydt i flere medier, men det er de rent faktisk.

For industrifiskeriet er der et tydeligt mønster med nedgang i landingerne, lyder det fra Marine Ingredients Denmark (MID), som har set nærmere på de seneste opgørelser fra Fiskeristyrelsen – hvilket også lektor Troels Jakob Hegland, Aalborg Universitet, tidligere har påpeget.

Det gælder først og fremmest blåhvilling. I årets første måned er der ikke landet blåhvilling i de danske havne. I januar i 2024 blev der derimod landet 6500 ton blåhvilling i Danmark, som normalt er en central modtager af den lille fisk. Typisk bliver ca. 42 procent af januars blåhvillingfangster fra de danske fiskere landet i Danmark.

– Danske fiskere er derimod taget til udlandet siden årets start, hvor de har landet betydeligt mere blåhvilling end tidligere år – over 3.000 tons i januar, påpeger MID. 

Det samme mønster ses for brisling. I januar 2024 blev der landet over 28.000 ton brisling i danske havne. I januar 2025 blev det kun til 19.800 ton. I Danmark er det bl.a. brisling fra danske fiskere i Østersøen, som landes. De ser i år ud til at være endt i Norge, som har modtaget knap 2000 ton i januar 2025. I januar 2024 landede de danske fiskere 0 ton i Norge.

Som sagt, ses faldene i landingerne i januar i danske havne, hvor CO2-afgiften netop var indført. Auktioner, fiskeriets organisationer, politikere mm har tidligere fremført, at der netop var en risiko for, at fiskerne ville søge mod udenlandske havne på grund af CO2-afgiften. I flere medier har man kunne læse, at det i praksis ikke var tilfældet, men nu viser de dugfriske tal her altså, at der er sket en nedgang i landingerne.

– Samlet set viser disse data, at der er sket væsentlige ændringer i landingsmønstrene fra danske fiskere for både blåhvilling- og brislingefiskeriet i 2025, sammenlignet med tidligere år. Det er dog vigtigt at understrege, at udsving i landingsmønstre kan skyldes en række faktorer, såsom biologiske forhold, kvoteudnyttelse, markedsforhold og logistiske beslutninger, skriver MID.

Polske brislingefiskere sejler udenom Nexø Havn

De polske fiskere er stoppet med at lande brislinger på havnen i Nexø, fordi prisen er for lav

Polske brislingefiskere sejler udenom Nexø Havn

De polske fiskere er stoppet med at lande brislinger på havnen i Nexø, fordi prisen...