Danske Havne: Fiskeriet holder gang i lokalområderne

Stabile vilkår for fiskeriet er helt afgørende både for fiskerne og de lokalområder, der er afhængige af fiskeriet, lyder det fra Danske Havne

Danske Havne glæder sig over, at regeringen har besluttet at udskyde CO2-afgiften på fiskeriet.

– Det var en rigtig beslutning, som givetvis var svær, når man nu lige havde indført afgiften, men udtryk for politisk mod og nødvendig handlekraft i en situation, der uanset forsøg fra forskellig side på at tale problemet ned, var på vej ud af kontrol. Selv om beslutningen nu kritiseres flere steder, er der kun stor ros herfra, skriver Tine Kirk, direktør i Danske Havne, i et indlæg på organisationens hjemmeside.

Her fremhæver hun fiskeriets store betydning for både fødevareforsyningen og ikke mindst beskæftigelsen i de lokalområder, hvor fiskeriet fylder meget.

– En række danske havne, især i Vest- og Nordjylland, lever grundlæggende af fiskere, både danske og udenlandske, der lander deres fangster på havnene. En række følgeindustrier og virksomheder indenfor produktion og transport skaber jobs lokalt, alene fordi der landes fisk i havnen, skriver Tine Kirk.

– Danmark er en stor fiskerination og med over 550 fartøjsmedlemmer er fiskeriforeningen (Danmarks Fiskeriforening, red.) en af EU’s største. Der landes årligt fisk for over 3,2 milliarder kroner i Danmark. Så forskellige lande som Kina, Tyskland og Polen nyder godt af, at der landes mange og gode fisk i de danske havne, og at de danske fiskere ufortrødent sejler ud i dagevis og fanger fisk, skriver hun.